Rapport om fabriksbrande: Der er behov for et game change
FARLIGE FABRIKKER. Samtlige led i forsyningskæden har svigtet deres ansvar i forbindelse med to voldsomme fabriksbrande i Bangladesh og Pakistan, konkluderer en ny rapport. Sikkerhed bliver let glemt i CSR-debatten, siger dansk ekspert.I efteråret 2012 kostede to fabriksbrande i Pakistan og Bangladesh til sammen over 370 arbejdere livet. De høje tabstal skyldes ikke mindst en række stærkt kritisable sikkerhedsforhold på fabrikkerne. Det afdækker en ny rapport, som er udarbejdet af det hollandske Centre for Research on Multinational Corporations (SOMO) og Clean Clothes Campaign (CCC) med støtte fra det hollandske udenrigsministerium.
”De to sager (brandene i henholdsvis Bangladesh og Pakistan, red.), der er præsenteret i denne rapport, er ikke enkelttilfælde, men viser strukturelt farlige arbejdsforhold i beklædningssektoren i både Bangladesh og Pakistan,” skriver SOMO i konklusionen til rapporten, der har fået titlen ”Fatal Fashion”.
28 fabriksbrande siden november
At de to brande ikke er enlige svaler bliver bekræftet ved, at der er blevet rapporteret 28 fabriksbrande alene i Bangladesh siden 24. november sidste år. Set i forhold til, hvornår rapporten blev udarbejdet, svarer det til en til to fabriksbrande hver uge.
LÆS OGSÅ: Ansatte var fanget i flammerne bag låste døre
”Rapporten illustrerer det presserende behov for øjeblikkelige strukturelle ændringer i den praksis, som både regeringer og erhvervslivets aktører fører,” skriver rapportens hollandske forfattere.
Jonas Eder-Hansen er udviklingsdirektør i NICE, der er et nordisk initiativ til fremme af bæredygtighed i modebranchen. Han er enig i rapportens konklusion om, at der er behov for en ændring i den måde, sikkerhedsforhold bliver prioriteret i hele CSR-debatten.
”Bæredygtighed er en ekstrem kompleks dagsorden med utrolig mange facetter og de mange detaljer omkring sikkerhed, såsom antallet af nødudgange og placering af førstehjælpskassen kan let blive glemt i forhold til de mere let kommunikérbare områder såsom farlige kemikalier og arbejdstider,” siger Jonas Eder-Hansen til FashionForum.
Problemet med code-fatigue
Han mener, at en del af problemet omkring sikkerhedsagendaen er, at der eksisterer en regulær jungle af sikkerhedsordninger og -standarder, hvilket kan have en negativ effekt på sikkerheden på den enkelte fabrik.
”Jeg tror også, at det manglende fokus på sikkerhed kan skyldes den såkaldte code-fatigue, hvor producenterne bliver bombarderet med forskellige retningslinjer og en hær af auditører, der skal tjekke op på hver enkelt virksomheds specifikke retningslinjer. Og når så Wal-mart, NIKE, H&M og GAP alle har forskellige forskrifter for, hvor brandslukkeren skal sidde og hvor mange toiletter de ansatte skal have til rådighed, bliver det uoverskueligt for den enkelte og kan blive nedprioriteret i forhold til de mere overordnede linjer,” siger Jonas Eder-Hansen.
Netop auditørerne er i fokus i rapporten, idet fabrikken i Pakistan var blevet sikkerhedscertificeret blot tre uger inden branden. Angiveligt var de ansatte blevet oplært i at anvende eksempelvis brandslukkere, men vidnesbyrd fra de overlevende peger tvært i mod på, at de ansatte forsøgte at bruge brandslukkerne, men måtte opgive fordi, de ikke kunne finde ud af at betjene dem.
Hvor langt ud rækker ansvaret?
Ifølge rapporten blev der fundet tøj fra blandt andre C&A, Wal-mart, Li & Fung, Disney, Dickies, Diesel, Teddy Smith, Hipercor (El Corte Ingles) og tyske KIK på de nedbrændte fabrikker.
Nogle af de nævnte brands har påtaget sig deres del af ansvaret og udbetalt erstatninger til de efterladte og sårede samt iværksat opstramninger af deres sikkerhedsprocedurer. Andre af de nævnte labels afviser derimod at have haft aftaler med fabrikkerne på trods af, at tøj med deres brandnavne efterfølgende blev fundet på brandtomterne.
Jonas Eder-Hansen genkender den overordnede problematik omkring ansvarsfordelingen.
”Det er en stående diskussion, hvor langt ud i leverandørkæden ens ansvar for ordentlige arbejdsforhold rækker, hvis man f.eks. er en dansk virksomhed, der sourcer fra Østen. Umiddelbart vil jeg mene, at man som virksomhed har et ansvar overfor de produkter, man sælger og dermed også for, hvordan de er produceret,” siger Jonas Eder-Hansen og påpeger, at virksomhedens størrelse også er afgørende for, hvor store krav, der kan stilles.
En af de helt store aktører er amerikanske Wal-mart. Ifølge Womens Wear Daily har Wal-mart for nylig udtrykt, at de overvejer, at trække deres produktion helt ud af Bangladesh. Den amerikanske gigant har i første omgang indført en såkaldt ”zero tolerance”-politik i forhold til brud på deres globale standarder med effekt fra 1. marts 2013.
Læs hele rapporten: ”Fatal Fashion” her.