Moda i London: Indkøberne kigger stadig efter nye mærker
Der er stadig mange indkøbere, der trods tunge økonomiske tider er på udkig efter nye og innovative brands, lyder det fra London-messen.Februarudgaven af den britiske messe Moda melder om positive takter fra såvel indkøbere som mærker. Messen fandt sted fra 27.-19. februar i messeområdet NEC Birmingham.
På messen fandt man i øvrigt flere nytilkomne danske mærker, blandt andet Masai og Two Danes.
Og også Coster Copenhagen var glade for messen:
”Indkøberne på Moda er her for at købe, og det økonomiske klima til trods, skriver de stadig ordrer. Vi har bemærket, at indkøberne er på udkig efter nye og interessante kollektioner, og vi har oplevet stor interesse for vores brands og har føjet mange nye butikker til, hvilket er fantastisk, fordi vi stadig er i gang med at opbygge vores mærker i Storbritannien,” lyder det fra Kinsie Sidolle, der er dametøjsmanager for Culture og Coster Copenhagen, til FashionUnited.co.uk.
Og i ledelsen bag messen er man da også godt tilfreds:
”Atmosfæren i messehallerne var meget positiv denne sæson, og at høre den entusiasme, udstillere og kunder giver udtryk for, i hvad der stadig må beskrives som svære tider for detailbranchen, har været en kærkomment vitaminindsprøjtning til modeindustrien. Det faktum at så mange brands har meldt om øget salg, er et meget positivt tegn, især fordi vores nye udstillere også klarer sig godt, hvilket tyder på, at indkøberne stadig er på udkig efter nye og innovative produkter,” lyder det fra Modas kommercielle direktør Nick Cook til FashionUnited.co.uk.
Næste udgave af Moda finder sted fra 11.-13. august, hvor det naturligvis er SS14-kollektionerne, der fremvises.
Kilde: FashionUnited.co.uk