Tommy Hilfiger satser på Europa
Europa er stadig Tommy Hilfigers nøglemarked, men nu vil koncernen også kigge mod Rusland.Til trods for den økonomiske krise i Europa, så vil Europa forsat være en strategisk hjørnesten for Tommy Hilfiger-brandet.
”Det europæiske marked er ikke nemt at knække, men med et kendt brand og gode kvalitetsprodukter er det muligt at få en fod indenfor. Selv under recessionen er vores andel af markedet fortsat med at vokse,” siger Daniel Grieder, der er Præsident for Tommy Hilfiger i Europa til Fashionmag.com.
Det amerikanske preppy-brand, der er ejet af den amerikanske PVH-gruppe, som også har Calvin Klein under sig, bliver solgt i 90 lande og omsætter for ca. 3 mia. dollar på verdensplan. Heraf kommer de 1,4 mia. dollar fra Europa.
Globalt set står det europæiske marked for 45 pct. af Tommy Hilfigers omsætning, mens Nordamerika og Asien står for henholdsvis 35 pct. og 12 pct. De europæiske kernemarkeder er Italien, Tyskland, Belgien, Frankrig og Spanien.
”Vi åbner mellem 60 og 80 salgssteder i Europa hvert år med et gennemsnitsareal på 300-400 m2,” siger Tommy Hilfiger-chefen.
Modehuset sælger deres tøj igennem 6.000 multi-brand-butikker i Europa og har 500 egne butikker. Heraf er omtrent 2/3 franchise-forretninger.
I 2013 vil Tommy Hilfiger fokusere på fire lande i Europa: Storbritannien, Frankrig, Italien og Rusland.
”Vi vil gerne åbne flagship-stores i de store byer. Vi er stadig ikke til stede i Rom, Moskva og Stuttgart,” siger Daniel Grieder.
Kilde: fashionmag.com