Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
INNOVATION & BÆREDYGTIGHED

Louboutin-stiletter med ringetone

Den britiske televirksomhed O2 har fået redesignet fire par sko, så de nu har fået indbygget gamle mobiltelefoner i sålen. Stuntet skal sætte fokus på genbrug.
Den britiske televirksomhed O2 har fået redesignet fire par sko, så de nu har fået indbygget gamle mobiltelefoner i sålen. Stuntet skal sætte fokus på genbrug.

Designeren Sean Miles har kreeret fire par særdeles hightech sko med indbyggede (og fungerende) mobiltelefoner, for at stille skarpt på det potentiale, som vores brugte mobiltelefoner, tablets og mp3-afspillere besidder.

Det er den britiske telegigant O2, der står bag initiativet med at bruge modeprodukter til at sætte fokus på genbrug af gamle mobiltelefoner, for ifølge virksomheden bliver der alene i Storbritannien købt 30 mio. nye mobiltelefoner hvert år.

På verdensplan viser nye tal fra analysehuset Gartner, at der blev solgt 1,746 mia. mobiltelefoner sidste år.

Sean Miles ”fodformede” mobiler, som han har valgt at kalde ”Walkie Talkies”, inkluderer en Christian Louboutin-stilet, en klassisk herresko, en Nike-sko og et par Hunter-gummistøvler, der alle er blevet såkaldt ”upcycled” med en indbygget mobiltelefon i sålen.

”Jeg spekulerede over, hvordan jeg kunne redefinere mobiltelefoner, som folk ellers ville være pinlige over at gå rundt med, så de fik nyt liv, hvilket er hele ideen med ”upcycling”. Jeg håber, at de (mobil-skoene, red.) kan få flere mennesker til at tale om nødvendigheden af at genbruge gamle gadgets i stedet for at smide dem ud,” udtaler Sean Miles i en pressemeddelelse.

I Storbritannien har genbrug af mobiler, tablets og mp3-afspillere været et relativt stort tema igennem de seneste år og adskillige virksomheder tilbyder folk penge for deres aflagte mobiltelefoner. Telefonerne indeholder sjældne metaller som f.eks. guld, sølv og platin. Ved at købe telefonerne tilbage fra forbrugerne kan televirksomhederne begrænse deres udgifter til udvinding af metallerne og samtidig skåne miljøet.