Part Two ansætter ny designschef
Part Twos nye designmanager er tidligere seniormanager for brandet og repræsenterer en ny og mere kommerciel tilgang til kollektionerne.Lene Louderback er udnævnt som Part Two’s nye Design Manager. Dermed siger Part Two farvel til Pernille Skriver, som gennem mere end ti år har besiddet posten. Lene Louderback kommer fra en position som Senior Designer i brandet. Hun har tidligere arbejdet som designer hos Ralph Lauren i New York.
Etableringen af Part Twos nye designteam med Lene Louderback i spidsen sker i forbindelse med en reorganisering af Part Two. Omorganiseringen indebærer ifølge mærket selv et øget strategisk fokus på Mid Market-forbrugeren og en effektivisering af produktudviklings- og designprocessen, hvilket ligger fint i tråd med de udmeldinger, der kom fra ejerkoncernen IC Companys ved præsentationen af halvårsrapporten tirsdag.
LÆS OGSÅ: IC Companys sælger Jackpot og Cottonfield
”Lene Louderback er en stilsikker og kommercielt tænkende designer. Hun har en rigtig god fornemmelse for, hvad det er, Mid Market-forbrugeren ønsker. Jeg er sikker på, at hun kan være med til at løfte Part Two til nye højder,” siger Executive Vice President i IC Companys, Peter Fabrin.
Part Two blev grundlagt i København i 1986. I dag sælges Part Two på 19 markeder i Europe, Nordamerika, Asien og Mellemøsten.