2012 i modebranchen: Annemette Markvad / Pilgrim
Hver dag i december kaster FashionForum et hurtigt blik på året, der gik, og året, der kommer, hos en række af de vigtigste spillere i dansk mode. I dag, ejer og designer hos Pilgrim, Annette Markvad.FashionForums julekalender sætter hver dag i december branchefolk fra alle dele af dansk mode stævne til en lynhurtig snak om 2012 og udsigterne for 2013. I dag er Annemette Markvad, ejer og chefdesigner ved smykkefirmaet Pilgrim, i den varme stol.
Hvad har været højdepunktet i 2012?
Højdepunktet i 2012 er at mærke den positive stemning, der er i Pilgrim. Alle har ja-hatten på, og vi løfter effektivt i flok.
Hvad har været det sværeste?
Vi har vendt vores designstrategi på hovedet, og i den proces har det sværeste været at holde fast i Pilgrims DNA. Men vi er heldigvis særdeles glade for resultatet, og det er fantastisk at opleve, hvordan det bliver modtaget.
Hvad glæder du dig især til i 2013?
Vi har gang i et meget spændende designsamarbejde, hvor jeg glæder mig til både proces og resultat.
Hvad har været årets vigtigste modenyhed?
Statement-smykker.
Har du lært noget nyt i år?
Jeg kan se, at professionel ledelse afspejler sig som tryghed og dermed rum til kreativitet og arbejdsglæde ud i alle led i Pilgrim.
Hvad har været din bedste opdagelse i år?
CTRL + Z knappen på mit tastatur.
Hvilken genstand kunne du ikke undvære i dit arbejde?
Viskelæder!
Hvad er dit fix?
Når alle afdelinger i Pilgrim spiller sammen og frembringer et resultat som vi alle er stolte af.
Hvad ønsker du dig i julegave?
Femte sæson af serien Mad Men.
Hvad er dit nytårsforsæt?
…Ikke at lave et nytårsforsæt, som jeg alligevel straks bryder!