Georg Jensen-direktør: Nu skal vi løfte det endnu videre
Salget af Georg Jensen modtages med stor spænding og glæde af Ulrik Garde Due, adm. direktør i Georg Jensen, da FashionForum fanger ham over telefonen.I dag kom nyheden om den arabiske investorgruppe Investcorps overtagelse af Georg Jensen frem i medierne. Og salget af Georg Jensen modtages med stor spænding og glæde af Ulrik Garde Due, adm. direktør i Georg Jensen, da FashionForum fanger ham over telefonen. For nu er det tid til at vækste endnu mere for ”den gamle dame”, som han kalder virksomheden.
”Det er super spændende, at vi er blevet opkøbt af en international investor, der har en fantastisk track record i deres ejerskab af både Tiffany’s og Gucci,” siger han til FashionForum.dk.
”Vi får en helt anden indgangsvinkel nu med bl.a. det netværk Investcorp har. De har kontorer i London, New York og Bahrain og har sammensat en spændende bestyrelse med yderst erfarne folk med kendskab til luksusbranchen fra Shanghai, Paris og New York,” siger han og påpeger:
”Det gør, at vi netværksmæssigt står et helt andet sted og har et godt udgangspunkt for at løfte vores gamle dame til et nyt niveau.”
En stærk platform
Samarbejdet mellem Axcel og Georg Jensen har skabt en god, global platform og derfor er en ny udvikling – med en ny partner – naturlig, lyder det fra den tidligere ejer Axcel.
“Efter de seneste års arbejde står Georg Jensen nu over for nye og større markedsmæssige muligheder,” siger partner Nikolaj Vejlsgaard, der har været ansvarlig for investeringen i Georg Jensen hos Axcel, i en pressemeddelelse udsendt tidligere på dagen.
”Virksomheden har i vores ejertid repositioneret sig selv som det ledende danske Luxury Lifestyle brand, og samtidig er der skabt et stærkt operationelt fundament. Det afspejles bl.a. i den fornuftige salgsudvikling, som virksomheden har præsteret over de seneste år, på trods af at markedet har været presset af finanskrisen. Nu står Georg Jensen i en position, hvor nye, strategiske tiltag kan gennemføres og et stort potentiale realiseres, og derfor er det naturligt, at en anden dedikeret ejer tager over.”
Anspurgt om ejerskabet supplerer Ulrik Garde Due.
”Der er skabt en stærk platform. Men nu skal vi løfte det endnu videre,” siger han og påpeger, at der skal vækstes ikke kun i Kina, men på alle hovedmarkederne.
Ledende luksusbrand
Hos Investcorp er der stolthed at spore over overtagelsen af Georg Jensen, fremgår det af tidligere udsendte pressemeddelelse.
“Vi er stolte af at få betroet opgaven med at bringe Danmarks førende luksusbrand op på et globalt niveau. Vi er overbevist om, at vi med kombinationen af det nuværende velfungerende ledelsesteam med Ulrik Garde Due ved roret og vores solide erfaring inden for luksusdetailhandel kan gøre Georg Jensen til et af det 21. århundredes ledende luksusbrands inden for smykker, ure og kunsthåndværk, hvor vi kan udnytte såvel brandets mere end 100-årige historie som det enestående danske designudtryk,” siger Hazem Ben-Gacem, leder af Investcorps europæiske virksomhedsinvesteringsaktiviteter.
Samme vision
Synes man, det er ærgerligt, at Georg Jensen ikke længere er på danske hænder, lyder det kort og godt fra den adm. direktør, at selskabet fra Bahrain netop kommer til at skrue op for de danske værdier.
”Vi har samme vision og der er god kemi, så vi får lov til at arbejde med vores danske kronjuvel i et internationalt ejerskab, der er super spændende. De gjorde det samme med Tiffany’s og Gucci og har en fuld forståelse for det brand-dna de arbejder med og den kulturarv vi har,” siger Ulrik Garde Due over telefonen og fortsætter:
”Det er netop det, vi skal videreudvikle og sælge endnu mere internationalt. Så der bliver kun endnu mere Made in Denmark i udtrykket end før – og det har Investcorp fuld forståelse for.”