Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
REGNSKAB

Breaking: Georg Jensen solgt til arabisk selskab

Det er kapitalfonden Axcel, der efter længere tids ønske om et salg, nu har indgået en aftale med Bahrain-selskabet Investcorp.
Det er kapitalfonden Axcel, der efter længere tids ønske om et salg, nu har indgået en aftale med Bahrain-selskabet Investcorp.

Georg Jensen er blevet solgt. Det oplyser flere nyhedsbureauer, herunder Reuters, ifølge Epn.dk.

Det er kapitalfonden Axcel, der efter længere tids ønske om et salg, nu har indgået en aftale med Bahrain-selskabet Investcorp. Købsprisen oplyses til at være 140 mio. dollar (ca. 813 mio. kr.).

Tidligere har et kinesisk selskab været nævnt som en mulig køber af smykke- og designvirksomheden. Og det er da også det stadigt voksende asiatiske marked, som Georg Jensens nye ejere i højere grad vil udnytte. Georg Jensen henter i forvejen omkring 40 pct. af omsætningen på det asiatiske marked, men har under Axcels ejerskab ikke formået at slå et større hul gennem muren til de millioner af potentielle kinesiske kunder.

Dyre folk på toppen
Det nye ejerskab, der ventes endelig offentliggjort senere mandag, betyder også nye personer i selskabets ledelse. Kreativ chef bliver luksus-iværksætteren David Chu. Han har selv tjent en formue på salget af tøjbrandet Nautica.

Guy Levmarie får plads i bestyrelsen for Georg Jensen. Han er tidligere chef for verdens største diamantforhandlere, De Beers, Cartier og Dunhill.

Med handlen kommer Georg Jensen under de samme vinger, der ejer luksusmærkerne Gucci samt Tiffany & Co. Selskabet administrerer aktiver for 11,5 mia. dollar (omkring 67 mia. kr.).

Georg Jensen har 94 butikker verden over, og er bl.a. repræsenteret i Australien, Japan, Hongkong og – naturligvis – Danmark.
Nordea har bistået Axcel i handlen.

Kilde: Epn.dk.