Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
REGNSKAB

New Generals åbner butik: Nu satser vi lokalt

Det danske børnetøjsmærke New Generals åbner deres første egen butik - i showroomet på Frederiksberg.
Det danske børnetøjsmærke New Generals åbner deres første egen butik - i showroomet på Frederiksberg.

Det danske børnetøjsmærke New Generals har kun tre år på bagen men er allerede at finde på hylderne i såvel det prominente stormagasin Barney’s i New York som i butikker i Rusland og Japan, nå ja – og 28 andre lande.

Men nu skal der satses lokalt – derfor åbner New Generals i dag sin første egen butik – midt i brandets showroom i en gammel hestestald på Frederiksberg:

”Vi tror på, det kan styrke vores brand fremadrettet. Vi er meget overraskede over, hvor hurtigt det er gået. Butikken er en del af vores markedsføringsstrategi og skal styrke vores brand awareness i Danmark,” forklarer Majbritt Weidemann, adm. direktør i New Generals, til FashionForum.dk.

Flueben to år før tid
Egentlig skulle der først sættes flueben ud for punktet ”Start egen butik” i 2014, men pludselig bød muligheden sig, og så springer man til:

”Vi ligger i 38 butikker over hele Danmark, og har været meget glade for at hele landet har taget så godt imod os. Det vil vi gerne imødekomme, så derfor satser vi nu yderligere på nærmarkederne,” siger direktøren.

Test-butik
Butikken skal først og fremmest ses som en test – kan det briste eller bære? – forklarer Majbrit Weidemann videre:

”Fordi butikken ligger i vores showroom i en baggård, har vi ingen forventninger til trafik, men det bliver spændende at se, hvor mange osere, der alligevel kommer forbi – og så er det interessant, at de får mulighed for at mærke, hvem der står bag mærket. Det er en udløber af den strategi, vi også kører på vores Facebook. Vores kunder skal kunne fornemme, hvem det er, der laver tøjet.”

Og selvom butikken i første omgang er en enlig svale, minder Majbrit Weidemann afslutningsvis FashionForum om forretningsplanen:

”Der står jo stadig i forretningsplanen, at vi skal åbne butikker i 2014.”

New Generals’ butik åbner i dag på Gl. Kongevej 167C på Frederiksberg.