Danske brands hitter i Sverige
Flere dansk-ejede selskaber er med i den gode del af selskabet, når det kommer til omsætning blandt leverandører og kæder på det svenske marked. Det viser en opgørelse det svenske branchemagasin Habit har lavet.Flere dansk-ejede selskaber er med i den gode del af selskabet, når det kommer til omsætning blandt leverandører og kæder på det svenske marked. Det viser en opgørelse det svenske branchemagasin Habit har lavet, skriver Dansk Mode & Textil.
Som den største af 41 leverandører uden butikker i eget navn finder man amerikanske Gant med en omsætning i 2011 på 1,1 mia. SEK. Gant efterfølges af Bestseller Sverige, der sidste år omsatte for 862 mio. SEK., og Springhill Textile der solgte varer for 324 mio. svenske kroner.
Fremgang – og tilbagegang
De undersøgte selskaber uden butikker i eget navn tegner sig samlet for en omsætning på i alt 6,3 mia. SEK sidste år, svarende til en gennemsnitlig fremgang på 6,2 pct. i forhold til året før.
Men tallet er ikke helt så rosenrødt, da det dækker over en tilbagegang for 17 ud af 41 undersøgte virksomheder – som fx Thomas Shirt Factory, der gik 30 pct. tilbage i omsætning samt Filip Holm og G-star.
Dansk andenplads
Til sammenligning leverede leverandører med butikker i eget navn (20 undersøgte virksomheder) en tilvækst i omsætningen på gennemsnitligt 7 pct. og omsatte for tilsammen 5,8 mia. SEK.
Svenske Acne Studios topper listen over virksomheder med butikker i eget navn med en omsætning på 645 mio. SEK. På andenpladsen finder man det IC Companys-ejede Tiger of Sweden med 625 mio. SEK, mens mærket med kraftigst vækst i kategorien var Filippa K, der øgede omsætningen med mere end 35 pct.
Også inden for sportstøj gør IC Companys sig bemærket med et af de bedst sælgende mærker. Peak Performance placerer sig som nummer to på listen efter Fenix Outdoor på førstepladsen.
Store modekæder
Hos de store modekæder i Sverige topper H&M listen over de 19 største kæder med en svensk omsætning på 6,7 mia. SEK. Herefter kommer Lindex (3,3 mia. SEK) og Kappahl (2,6 mia. SEK), som gik en anelse tilbage efterfulgt af RNB, som gik små 3 pct. tilbage i regnskabsåret 2010-11.
Længere nede ad listen ligger Bestseller Retail (328 mio. SEK) som Sveriges 13. største kæde og Jack & Jones på en syttendeplads (259 mio. SEK).
De 19 største kæder omsatte i regnskabsåret 2010-11 for tilsammen knap 133,5 mia. SEK, inklusive omsætningen uden for Sverige, øget fra 132 mia. SEK året før.
Kilde: Dmogt.dk