Guldprisen topper igen
Guldprisen er steget igen og er nu på sit højeste i seks måneder.Siden årsskiftet er prisen på guld steget med 12,3 pct, hvilket resulterer i den højeste pris i løbet af de sidste seks måneder. Den overstiger dog ikke rekorden fra september 2011. Det skriver Dagbladet Børsen.
Prisudviklingen skyldes kvantitative pengepolitiske tiltag fra USA’s og EU’s centralbanker, som, kort fortalt, pumper flere penge ud i systemet for at få gang i økonomien. Det øger risikoen for inflation, hvilket gør guld mere attraktivt for investorerne.
“Vi opfatter det helt klart som en positiv ting og som et udtryk for, at der er tiltro til Fed-chef, Ben Bernanke (chef i Den Amerikanske Central bank). Når man søger mod guld, gør man det for at afdække sig mod inflation og en svækkelse af dollaren,” forklarer Arne Lohmann Rasmussen, chefanalytiker ved Danske Bank.
Ifølge Danske Bank skal vi ind i 2013 før priserne vi falde:
“Gældskrisen er langtfra løst, så vi regner med let stigende priser året ud. Vi skal ind i 2013, før vi kan begynde at se markante fald,” slutter Arne Lohmann Rasmussen.
Kilde: Dagbladet Børsen