Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
REGNSKAB

Masai Clothing Company viser flotte salgstal

Den danske virksomhed viser et mere end flot resultat for regnskabsåret 2011/2012.
Den danske virksomhed viser et mere end flot resultat for regnskabsåret 2011/2012.

Danske Masai har forladt regnskabsåret 2011/2012 med flot fremgang. Mens koncernen i sidste regnskabsår omsatte for 224 mio. kr., er salget denne gang steget med 9 pct. til 244 mio. kr. Og også resultatet efter skat tegner sig flot: 48 mio. kr. mod 42 mio. kr. året inden.

Og det er især brandets udenlandske salg, der er steget. Trækker man Danmark ud af regnestykket, er omsætningsstigningen nemlig endnu højere: 15 pct., særligt trukket i rigtig retning af det engelske, finske, schweiziske, svenske og tyske marked.

Masai er repræsenteret med 12 egne butikker i Danmark og tre i Sverige, mens lokale agenturer klarer salget til engroskunder på en række af koncernens andre store markeder. Mærkets eget retail har da også klaret sig fint gennem året – og det samme har engrossalget udenlands:

”Året har været præget af fremgang i en gros-omsætningen. I England modtages virksomhedens produkter fortsat meget positivt med en kraftig stigning i ordreindtaget til følge. I Finland og Schweiz har salgsindsatsen inden for en kort årrække resulteret i en kraftigt stigende ordreindgang. Omsætningen i Danmark og Norge har vist nogen tilbagegang som følge af vanskelige vilkår for vores en gros-kunder,” lyder det i Masai Clothing Companys årsregnskab.

Derfor forventer man også, at den positive udvikling fortsætter året ud:

”Koncernen forventer stigende omsætning i det kommende regnskabsår som følge af øget ordreindgang fra vore en gros kunder,” lyder det i en pressemeddelelse.

Masai Clothing Company afsluttede året med et driftsresultat (EBIT) på 61 mio. kr. – 10 pct. højere end året inden. Koncernen beskæftiger 81 ansatte.