Sådan finder kunderne din butik på nettet
En ny stor undersøgelse peger på, hvor du kan sætte ind og gafle nye online-kunder med søgeordsoptimering.Med fokus på forbrugernes online søgevaner, har konsulent- og analysebureauet Iprospect netop for femte år i træk gennemført deres store nordiske internetadfærdsundersøgelse.
Og resultaterne taler for sig selv: 40 pct. af de adspurgte har søgt efter modevarer online i løbet af de seneste seks måneder – forbrugerne benytter i højere og højere grad søgemaskiner, når de skal finde frem til det næste indkøb.
Og det er ingenlunde ligegyldig viden for detailbranchen, undersøgelsen peger nemlig på, at man med lidt søgeordsoptimering kan dukke op langt højere i resultaterne – også selvom konkurrencen er for opadgående.
Iprospect har kigget på, hvad nordiske forbrugere leder efter, hvor længe de leder, hvordan deres søgeadfærd ændrer sig fra fx computer til mobile enheder, og ikke mindst – hvad de køber.
Undersøgelsen er baseret på interviews med 1.600 mennesker fra Sverige, Norge, Danmark og Finland og konkluderer blandt andet, at sponserede søgninger på generelle termer som ”skjorte” eller ”kjole” er lige så vigtige som at købe sig til varemærkesøgninger.
Således viser undersøgelsen blandt andet, at de færreste søger udelukkende på et varemærkenavn. Oftest søger forbrugerne faktisk udelukkende i generelle vendinger, ”bluse” eller ”bukser”, eller kombinerer denne med en varemærkesøgning: ”skjorte Gant”. Færre end en tredjedel af de adspurgte søgte udelukkende på varemærker.
Og det er godt nyt for multibrandbutikkerne, for med sådanne søgninger ledes brugerne ikke direkte til brandhjemmesiderne. Ved at tænke i sponserede søgeresultater på de generelle vendinger, kan man således øge sin onlinesynlighed.
I gennemsnit foretager forbrugeren 3-4 søgninger, før der handles, og næsten halvdelen af forbrugerne køber først efter tre dage eller mere, fra de har søgt på en vare første gang.
Ved som onlinehandlende at holde fokus på optimerede søgeord kan der altså være masser af organisk vækst at hente, konkluderer undersøgelsen.