T-shirt støtter kampen mod mobning
I samarbejde med Red Barnet har Mini A Ture søsat kampagnen ”Hands up for friendship”.Et dansk børnetøjsmærke slår denne uge et slag mod mobning. I samarbejde med Red Barnet har Mini A Ture, der hører under HTM Group, nemlig søsat kampagnen ”Hands up for friendship”.
”Mini A Ture vil ikke udelukkende fokusere på at designe dansk modetøj til børn. Vi vil også være med til at bekæmpe mobning og bidrage til, at landets børn har det godt med hinanden og får en glad og tryg barndom,” lyder det i en meddelelse fra mærket.
Samarbejdet går helt enkelt ud på, at overskuddet fra salget af en særlig T-shirt og taske går til at bekæmpe og forebygge mobning blandt børn i Danmark med hjælp fra Red Barnet.
”Med kampagnen bidrager vi til, at alle børn indgår i et fællesskab med respekt og omsorg for hinanden og at vi, ved at skabe sammenhold blandt børn, kan motivere børn til at række en hånd ud og hjælpe hinanden og tage aktiv del i at løse konflikter,” lyder det fra Mini A Ture.
Tasken og T-shirten kan købes hos Mini A Ture-forhandlere over hele landet.