Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
REGNSKAB

Shh! Danskerne shopper stadig - i al hemmelighed

Danskerne bruger stadig penge på modetøj - de gør det bare ikke længere lige så synligt.
Danskerne bruger stadig penge på modetøj - de gør det bare ikke længere lige så synligt.

Modsat mange meldinger blomstrer danskernes forbrug – men det sker i det skjulte. Nye tal viser, at forbruget herhjemme slet ikke er så fodslæbende, som overskrifterne i medierne udtrykker, men faktisk ligger på niveau med jubelåret 2007. Mens den fysiske detailhandel har været krisens store taber, har en række alternative kanaler nemlig haft fremgang.

Detailhandelstallene er således kun den ene side af medaljen, nogle af de mest afslørende indikatorer på, at der bruges flere penge, er dankortomsætningen, genbrugssalget, grænsehandlen mv. er støt stigende.

På niveau med de fede år
Trendforskningsinstituttet pej gruppen har analyseret de nye salgskanalers fremmarch og kan dokumentere, at det totale forbrug i 2011 var på niveau med de fede år før krisen.

”Dette usynlige forbrug kan ikke opfanges af et indeks for detailhandelsomsætningen. For det er jo netop ikke detailhandel,” forklarer Louise Byg Kongsholm, konsulent i pej gruppen, til FashionForum.dk. Hun nævner følgende kanaler, der bestemt også omsætter mode, men ikke er synlige i detailhandelstallene:

· Internethandel med dansk indregistreret betalingssystem

· Internethandel med udenlandsk registreret betalingssystem

· Homeshopping

· Jobshopping

· Outletshopping og outletmesse-shopping

· Grænsehandel

· Genbrugshandel (eksempelvis på DBA.dk og Trendsales.dk)

· Rejseforbrug/lufthavnsshopping

Vækst i alternative kanaler
Tilbagegangen i salget via den kendte fysiske butikskanal har været til at føle på de seneste fire år. Men det samme har væksten i forbruget gennem en lang række alternative salgskanaler, forklarer konsulenten:

”Faktisk er væksten så høj i disse kanaler, at forbruget nogenlunde er status quo med de år, hvor danskerne blev kåret som Europas bedste forbrugere.”

Hun fortsætter:

”Men trods dette fortæller vi hver dag en historie til hinanden om, at vi ingen penge bruger, mens politikere og meningsdannere skaber billeder af fremtiden på et ufuldstændigt grundlag. Den konklusion, at danskernes forbrug er gået i stå, er faktisk lidt af en kollektiv løgnehistorie med store konsekvenser.”

Forbrug bag lukkede døre
Hun peger på, at tidsånden, som kalder på mådehold, har ført meget af forbruget hjem bag lukkede døre:

”Meget forbrug i de alternative salgskanaler foregår i den private sfære. Hjemme ved computeren, på jobbet, eller blandt venner og veninder. Tidsånden tilsiger, at det ikke er så moderne at flashe rundt på gågader, stræder og i butikscentre med hænderne fulde af mærkevareposer,” siger Louise Byg Kongsholm og fortsætter:

”Det viser næsten, hvor usmageligt ens forbrug er lige nu, hvor mådehold er moderne. Derfor vælger mange at putte og skjule deres forbrug – hvor ingen kan se hvad de foretager sig. Dermed bliver det praktisk talt umuligt at måle.”

Uændret forbrug
Hun har blandt andet kigget på tal for det nationale privatforbrug, der tyder på, at danskernes forbrug er nogenlunde uændret fra 2007 til 2011, ser man bort fra et dyk i 2009, året efter krisen satte ind. Tallet, der inkluderer blandt andet nethandel, grænsehandel og outlethandel/lagersalg, viser et samlet privatforbrug på 771,3 mia. kr. i fjor, sammenlignet med 771,6 mia. kr. i 2006. Dertil skal alt genbrugssalg tillægges og det udgjorde i 2011omkring 100 mia. kr.

”Det forandrede forbrug er svært at iagttage og måle, men takket være en sammenstilling af en lang række tal, er det lykkes at give et realistisk billede af danskernes forbrug. Hvis man ikke tager de væsentlige forandringer med, der er sket i danskernes vaner over de seneste år, så giver det et forkert billede” konkluderer konsulenten, inden hun slutter:

”Der skal sættes ord og tal på nye vaner og nye kanaler, før man kan udtale sig realistisk om danskernes forbrug.”

pej gruppen afholder i dag trendkonference på museet Arken, hvor blandt andet analysens resultater præsenteres. I kan læse mere om konklusionerne på FashionForum den kommende uge.