Georg Jensens kina-eventyr ender med erstatningskrav
Drømmen om et kinesisk eventyr er ødelagt - den kinesiske partner kommer med hård kritik og et erstatningskrav mod Georg Jensen.Allerede i maj skrev Berlingske Business, at Georg Jensen ikke levede op til sine egne forventninger på det kinesiske marked. Nu er drømmen om et kinesisk ekspansionseventyr endt med skarp kritik og et erstatningskrav fra Simon Lichtenberg, adm. direktør og bestyrelsesformand i Trayton Group, der ejer det firma, der har drevet den danske smykkevirksomheds kinesisk butikker. Det skriver Berlingske Business.
Simon Lichtenberg kræver nu, at Georg Jensen skal betale 50 mio. kr. i erstatning, fordi Georg Jensens forsøg har slået fuldstændig fejl. Kravet kommer, efter uenigheder med Georg Jensen i over et år.
“Georg Jensen har ikke forstået, hvad det kræver at opbygge et stærkt brand i Kina. Det er kernen i sagen,” siger Simon Lichtenberg.
De to parter har øjensynligt forsøgt at finde en løsning på striden i form af et forlig – men det står nu klart, at de to parter var endog meget langt fra hinanden, oplyser Simon Lichtenberg.
“Vi fik et helt uacceptabelt tilbud fra Georg Jensen lørdag nat. Derfor var det ikke andet for, end at vi mandag morgen måtte gå i gang med at forberede at lukke butikkerne,” siger han.
Tilbuddet fra Georg Jensen var ifølge Berlingske Business et forsøg på at trække sig fra samarbejdet med Lichtenberg og give ham et beløb som kompensation for de udgifter, han har haft ved at starte butikker op for Georg Jensen. Beløbet ønsker Lichtenberg ikke at oplyse.
Han kræver i stedet, at han får mindst 50. mio. kr. – penge, som han har brugt på at åbne fire Georg Jensen-butikker. Planen var, at flere skulle åbnes ved hjælp af samarbejdspartnere, men det har Georg Jensen ikke givet lov til.
“Dette rod er et resutltat af års dårlig ledelse,” siger Simon Lichtenberg, der oplyser, at han allerede har allieret sig med en dansk advokat, og at Ulrik Garde Due, adm. direktør i Georg Jensen, er indkaldt til retsmøde.
Kilde: Berlingske Business