Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs

Dansk modeprojekt indtager FN-topmøde

I samarbejde med klimaministeren afholder Danish Fashion Institute og NICE et event under FN-topmøde i Rio.
I samarbejde med klimaministeren afholder Danish Fashion Institute og NICE et event under FN-topmøde i Rio.

Det danskledede initiativ for bæredygtighed i den internationale modebranche, NICE (Nordic Initiative Clean and Ethical, red.) afholdt i starten af maj Copenhagen Fashion Summit, verdens største topmøde for bæredygtig mode.

Og nu fortsætter Danish Fashion Institute og NICE arbejdet, når projektet i selskab med Gucci, Novozymes, H&M og den danske klimaminister i næste uge indtager Rio+20, FNs topmøde om bæredygtig udvikling.

På dagsordenen er både branchen og forbrugernes indflydelse – modebranchen er en af verdens mest forurenende industrier, og med konkrete hjælpemidler til forbrugerne kan forbrugerne selv være med til at bane vejen frem. Vaskes der eksempelvis på 30 fremfor 40 grader ville der, bare på europæisk plan, årligt kunne spares hvad der svarer til Irlands samlede energiforbrug, oplyses det i en pressemeddelelse.

Forbrugerne skal i spil
For klima-, energi- og bygningsminister Martin Lidegaard er det blandt andet denne mulighed for at italesætte forbrugerens muligheder for at handle proaktivt over for klimaforandringer, som gør modebranchens initiativ så interessant:

”Mode er en meget synlig industri, som folk kan forholde sig til og forstå. Klimadebatten har en tendens til kun at handle om tekniske indsatser som vindmøller og varmepumper, og netop mode kan gøre det hele mere håndgribeligt for den enkelte,” siger Martin Lidegaard og peger på modens kulturelle betydning.

”Modebranchen påvirker desuden samfundsstrømninger og dermed andre industrier, hvorfor netop modeindustrien er unik i forhold til at sprede bæredygtig forandring til resten af samfundet. Samtidig er mode også fantastisk i forhold til at sætte fokus på vores forbrug og dets konsekvenser for klimaet.”

Næste stop Rio

Talerne på konferencen kommer blandt andet fra de internationale modehuse Gucci, Katharine Hamnett og H&M, samt fra fx Novozymes, som står klar med konkrete løsninger på branchens udfordringer.

Eva Kruse, direktør i Danish Fashion Institute, der er tovholder på NICE, skal åbne eventet i Rio. Hun ser, at den grønne profil Danmark i mange år har været kendt for, forplanter sig til modebranchen:

”Vi er stolte af, at Danmark har lederskabet i at udvikle en mere bæredygtig og samfundsansvarlig global modeindustri,” lyder det fra Eva Kruse.

”Med os til Rio bringer vi bl.a. to væsentlige initiativer, det ene er modebranchens anbefalinger til, hvordan forbrugerne kan blive engagerede, som en driver for forandring i modebranchen, samt det første branchespecifikke Code of Conduct initiativ under FN’s Global Compact program. Begge er produkter af en danskledet international proces, som rummer store globale perspektiver og kan blive skelsættende for hvordan regeringer, brancher og samfund fremtidig vil agere,” siger hun.

Konferencen under Rio+20 topmødet finder sted den 18. juni 2012 i Rio fra kl. 9:00 til kl. 12:30 på hotel Windsor Barra. Fuldt program kan ses her.

Billeder: Gucci