Stine Goya designer for Adax
De to danske brands er gået sammen om et samarbejde med 11 forskellige tasker.Det danske taskefirma Adax har netop lanceret et samarbejde med Stine Goya. Den danske designer og taskebrandet, der blev lanceret i 1982, har sammen lavet en linje af tasker, clutches, punge og computercovers.
”Det har været en rigtig sjov udfordring at designe nogle lækre tasker. Jeg har virkelig forsøgt at få taskerne til at blive en del af mit univers, hvad angår farver, detaljer og stil. Det må gerne være sådan, at man kan se på taskerne, at jeg har designet dem,” lyder det fra Stine Goya i en pressemeddelelse.
Kollektionen består af i alt 11 forskellige styles i en række forskellige farver – de fleste af dem genkendelige fra Stine Goyas veletablerede univers og kommer ud i august.
”Samarbejdet med Stine Goya har været et frisk input som har flyttet på de tidligere rammer for vores design og har givet inspiration til en ny og spændende kollektion. Jeg har været rigtig glad for at arbejde med Stine Goya og er både glad og stolt af det resultat, vi har skabt i fælleskab,” siger Eugen Silfen, direktør for Adax.
Taskerne rammer butikkerne i august.
Billeder: Stine Goya og Eugen Silfen