Bedre muligheder på nettet - kun for modebranchen
Når Væksthus Hovedstadsregionen i begyndelsen af april inviterer modebranchen til workshop om optimering af nethandel, sker det på baggrund af et ønske fra branchen.
Når Væksthus Hovedstadsregionen i begyndelsen af april inviterer modebranchen til workshop om optimering af nethandel, sker det på baggrund af et ønske fra branchen.
"Vi oplever at flere modevirksomheder efterspørger netop sparring på webområdet. Det kan f.eks. være optimering af synlighed, brugervenlighed og sociale medier,” forklarer vækstkonsulent Kathrine Weicker fra Væksthus Hovedstadregionen.
Lige børn lærer bedst
Hun fortæller, at man i væksthuset har god erfaring med at lave branchespecifikke workshops:
”Vi sammensætter gerne en gruppe virksomheder fra den samme branche, som har de samme udfordringer. Det er sundt at spejle sig i andre virksomheder, og få en forståelse af hinandens udfordringer, og hvordan man så løser dem.”
Optimer din onlineforretning
Forløbet ”E360 grader – Vækst i webshops for fashionvirksomheder” skal gerne klæde modevirksomheder bedre på til at optimere deres onlineforretning, og forløbet består af seks workshops, hvor underviserne blandt andet runder emner som digital strategi, webdesign, webanalyse og online markedsføring.
”Vi kommer hele vejen rundt, så virksomhederne får flere knapper at trykke på, når salget skal kickstartes på nettet. Målet er at virksomhederne øger deres salg og indtjeningsevne,” forklarer vækstkonsulenten.
Kick-off hos Adapt
Forløbet sættes i gang med en kick-off, der holdes i samarbejde med webbureauet Adapt. Her fortæller Anders Lunde, der er online og pr-manager hos Hummel International den store succes, Hummel har haft på nettet.
Og når forløbet afsluttes midt i juni, kan man selvfølgelig stadig kontakte Væksthus Hovedstadsregionen for yderligere sparring og hjælp:
”Vi hjælper dagligt kreative erhverv, og specielt modevirksomheder med deres forretningsudvikling. Vi hjælper med alt, vi kan for at skabe vækst og udvikling, samt de bedste betingelser for denne fantastiske branche," forsikrer Kathrine Weicker afslutningsvis.
E360 grader – Vækst i webshops
Forløb på 6 workshops med fokus på at gøre brugere til kunder. Der fokuseres på:
– Digital strategi
– Webanalyse
– Webdesign
– Platform
– Online markedsføring
– Sociale medier
På de enkelte workshops vil en ekspert inden for hvert område dele ud af sin viden og komme med konkrete cases og praktiske opgaver.
Tid: Første workshop foregår den 4. april 2012, sidste workshop den 13. juni 2012. (Kick-off hos webbureauet Adapt den 28. marts 2012). Alle seks workshops fra kl. 8.30-13
Sted: Væksthus Hovedsregionen, Gribskovvej 4, 2100 København Ø. (NB! Kick-off hos Adapt)
Pris: 1.900 kr. ekskl. moms for alle 6 workshops inkl. forplejning. (Det er ikke muligt kun at deltage på enkelte workshops).