Munthe plus Simonsen-direktør ny formand for Danish Fashion Institute
Teis Bruun fortsætter i bestyrelsen som næstformand, og bestyrelsen har udpeget Henrik Fjordbak, adm. direktør i Munthe plus Simonsen, som ny formand for fonden og selskabet.
Efter fem år som formand for Danish Fashion Institute (DAFI) og datterselskabet Copenhagen Fashion Week har adm. direktør i Bruuns Bazaar Teis Bruun valgt at træde tilbage fra formandsposten. Teis Bruun mener nemlig, tiden er inde til at lade friske kræfter træde til:
”DAFI og Copenhagen Fashion Week har udviklet sig kolossalt de seneste fem år, og det har været en spændende opgave at være med til at forme organisationen og give den et solidt fundament. Jeg føler, tiden er inde til, at der kommer nye kræfter til, og er glad for at kunne overdrage roret til Henrik Fjordbak.”
Teis Bruun fortsætter i bestyrelsen som næstformand, og bestyrelsen har udpeget Henrik Fjordbak, adm. direktør i Munthe plus Simonsen, som ny formand for fonden og selskabet.
Henrik Fjordbak har indgående kendskab til arbejdet i bestyrelsen og har fungeret som næstformand siden sommeren 2011. Om tiltrædelsen siger Henrik Fjorbak:
”Jeg har fulgt DAFIs udvikling tæt de seneste mange år og mener, at organisationens virke og sammenholdet i netværket har en afgørende betydning for den fortsatte udviklingen af branchen. Fokus på videreudviklingen af en stærk modeuge i København er desuden væsentligt for, at vi fortsat kan skabe vækst og øge eksportandelen. Jeg glæder mig til det fortsatte arbejde i bestyrelsen og med organisationen.”
Foto: Munthe plus Simonsen AW12 / Copenhagen Fashion Week)