Julie Sommerlund: Fælles samarbejder er fornuftige
Centerleder for Tekstil og Beklædning, Kunstakademiets Designskole kommenterer ny rapport om internationalisering af de kreative uddannelser.Kulturministeriet udsendte tidligere i februar en rapport, der sætter fokus på internationaliseringen af ministeriets uddannelser – der dækker bl.a. konservatorier, arkitektskoler, Glas- og Keramikskolen Bornholm og – ikke mindst – Designskolen Kolding og Det Kgl. Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering.
Rapporten er lavet i tæt samarbejde med skolernes rektorer og bringer ni anbefalinger på banen, der skal ses som ”et oplæg til, at uddannelsesinstitutionerne formulerer mål og ambitionsniveauer for internationalisering og engagerer sig i de nationale politiske initiativer for at fremme internationalisering af de videregående uddannelser.” Centralt er det altså, at fokus er på at øge internationaliseringen.
Fornuftig strategi
FashionForum.dk tog en kort snak med Julie Sommerlund, Lektor & leder af Center for Tekstil og Beklædning, Kunstakademiets Designskole, for at høre mere om de umiddelbare reaktioner, rapporten fremkalder.
Og selvom skolerne dækker forskellige områder, er der en lang række fællesnævnere mellem de kreative uddannelser. Og derfor lyder en af rapportens anbefalinger – en øget fælleskoordineret international indsats – rigtig god i Julie Sommerlunds ører.
”Min umiddelbare reaktion er, at det lyder rigtig fornuftigt. Det er en god ide med fælles indsatser på området i stedet for, at alle laver punktnedslag. Så at alle skal lave en central strategi og en koordineret indsats, var det jeg bed mest mærke i,” siger hun.
”Ofte er skolerne jo ret små, og derfor er det en udfordring at lave en meget storladen international strategi, så det lyder som en god ide at tænke det sammen skolerne imellem.”
Etablering af netværk
Helt konkret foreslår rapporten blandt andet, at man etablerer et netværk, som kan tage rapportens anbefalinger videre og føre dem ud i livet. Og også dette vækker glæde hos Julie Sommerlund.
”Det er en virkelig god ide. Især også anbefalingen om en Code of Conduct på området. Det er der slet ikke nu, men der er klart brug for at formulere principperne for ”hensigtsmæssig information til og behandling af udenlandske studerende [der] dermed danner grundlag for en gensidig forventningsafstemning mellem den enkelte institution og dens udenlandske studerende,” som det hedder i rapporten.”
En samlet sprogpolitik
For helt overordnet mener Julie Sommerlund, at det internationale perspektiv er en stor opgave at løfte på alle institutioner. Og mange af udfordringerne er fælles – også selvom det er nogle forskellige uddannelser. Blandt andet når det kommer til sprogpolitik – en anden af rapportens anbefalinger.
”På universiteterne er de fleste uddannet på engelsk. På kunstskolerne er der mange undervisere, der ikke nødvendigvis har været udsat for fremmedsprog i samme grad – så bare det at lave en fælles tænkning om, hvordan man præsenterer fremmedsprog for de studerende transcenderer de enkelte skoler,” afslutter hun.
Rapporten anbefaler udover en Code of Conduct, sprogpolitik, en netværksgruppe og øget samarbejde også en national internationaliseringsstrategi, at flere studerende skal på studierelaterede udlandsophold, at der laves fokuserede samarbejdsaftaler, løbende laves systematisk dokumentation over det internationale arbejde og at det internationale helt generelt øges.