Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs

Style Butler: Supergodt med finsk agentmøde

Eksportkonceptet Fashion Tour - speeddating mellem danske virksomheder og udenlandske agenter - er atter løbet af stablen. Og det med stor succes.
Eksportkonceptet Fashion Tour - speeddating mellem danske virksomheder og udenlandske agenter - er atter løbet af stablen. Og det med stor succes.

I begyndelsen af november slog Dansk Mode og Textil atter dørene op for eksportkonceptet Fashion Tour – speeddating mellem danske virksomheder og udenlandske agenter. Agenterne kom denne gang fra Sverige og Finland, hvor holdet bag Tour‘en havde researchet for at finde de rette agenter.  

I forbindelse med tidligere Fashion Tours har en lang række deltagere fundet nye agenter, samtidig med, at de har indhentet vigtig information om de relevante markeder. 
 
Fashion Tour hjælper nemlig virksomhederne med det hårde arbejde, som det ofte er vanskeligt at afsætte tilstrækkelige ressourcer til i hverdagen. Virksomhederne nyder godt af den ekspertise og det internationale netværk, som man konstant udbygger med nye markeder.
 
”Normalt ville vi forhøre os i markedet, for at se, om der var nogle ledige (agenter, red.). Men uanset hvor mange kontakter, vi har, vil det altid være en begrænset kontaktflade. Og så er det jo også lidt af en eye opener at mødes med nogle helt andre. Derfor er det et virkelig godt arrangement det her. Det giver adgang til et langt større netværk, end det vi selv har,” lyder det fra Inger Myhrmann bag brandet Onstage i en pressemeddelelse. 

Man kan nå langt på 30 minutter
Stemningen på dagen for arrangementet er koncentreret, for et stramt program med kun 30 minutter til at møde potentielle kommende agenter giver ikke plads til at fortabe sig.

På de 30 minutter skal deltagerne præsentere brandet, et udsnit af kollektionen samt finde ud af, om kemien med agenten passer. Og man får mere ud af 30 minutter end umiddelbart forventet: 
 
”Det er nemt at se, om brandet er interessant eller ej i løbet af de 30 minutter. Jeg stoler meget på det første indtryk, og derfor er det her en perfekt måde, at møde nye brands på,” siger finske Susanna Osala fra agenturet So Kensington.
 
Hun er heller ikke ét sekund i tvivl om, at arrangementet letter hendes arbejde:
 
”Det er meget bekvemt. Normalt er jeg jo nødt til at gøre alt arbejdet selv, men på den her måde går det hele meget nemmere. Det er også fantastisk at kunne møde så mange brands på en gang.”  
 
En positiv oplevelse
Efter to dage med adskillige møder er Fashion Tours speeddating-arrangement slut for denne gang. Dagene har været udbytterige, og både blandt agenter og virksomheder er mavefornemmelsen god.
 
”Jeg har helt sikkert et par stykker, som jeg skal tale videre med,” siger Susanna Osala, inden hun skynder sig mod lufthavnen. Og også blandt de danske virksomheder er der optimisme at spore: 
 
”Det har været supergodt! Det har været nogle gode emner, som har haft den rigtige størrelse og profil for os,” siger Claus Bendixsen, der er adm. direktør i Stylebutler, som også erkender, at der fortsat ligger meget arbejde forude:

”Der har været en meget positiv respons på vores brand og vi har haft nogle virkelig gode møder, men vi ved jo også godt, at der er lang vej igen, før vi har skrevet kontrakt med en ny agent.”
 
Fashion Tour fortsætter med speeddating-arrangementer til foråret. I mellemtiden arbejder holdet bag på at hjælpe de deltagende virksomheder med at finde relevante agenter og opdyrke nye markeder. Læs mere på FashionForum.dk til foråret.
 
Foto: Style Butler