Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs

Modefirmaer slår pjalterne sammen

Tekstilbranchen er tvunget til at slå mindre spillere sammen med større, hvis de vil overleve, viser analyse.
Tekstilbranchen er tvunget til at slå mindre spillere sammen med større, hvis de vil overleve, viser analyse.

Tekstilbranchen er tvunget til at slå mindre spillere sammen med større, hvis de vil overleve, viser analyse. Det skriver Business.dk fredag.
 
Udsalg på udsalg og og kæmpemæssige detailkæder, der kan tillade sig at bestemme alt, presser de mindre tekstilvirksomheder til at gå sammen eller overgive sig til opkøb. Det fremgår af en analyse fra revisions- og rådgivningsvirksomheden Deloitte.
 
Ifølge analysen udgjorde europæiske og nordamerikanske transaktioner under 30 mio. euro – og det er typisk her, at tekstilvirksomhederne befinder sig – knap en tredjedel af alle opkøb og fusioner i 2010, og tallet ventes at stige til 47 procent i 2011.
 
"Priserne er på et fornuftigt niveau set med køberøjne, og samtidig har en række af branchens mindre aktører det svært. Detailhandlen effektiviserer og samler typisk deres indkøb hos de større spillere på markedet. Samtidig er salget vigende, og forbrugerne går efter value-for-money, som typisk også styrker de store kædebutikker med egne brands," siger Peter Kvistgaard Toft, der er leder af Deloittes branchegruppe for tekstil, i en meddelelse.
 
Han peger desuden på skævvridningen mellem de store firmaer, der har satset på fjerne markeder, der stadig vokser, mens de små – og mellemstore virksomheder oftere har satset på nærmarkederne, der har været kraftigt ramt af krisen.
 
Direktør i Dansk Mode & Textil, Kasper Ellingsøe Eis, kalder konsolideringen "nødvendig":
 
"Som virksomhed skal du i dag være i stand til at styre en kontinuerlig produktudvikling, du skal have stærke brands, som står markant hos forbrugerne, og samtidig skal du have en organisation, så du kan håndtere de stærke og krævende detailkæder. Det er positivt, at der allerede er kommet gang i opkøb og fusioner. Det viser samtidig, at branchen er tilpasningsdygtig, hvilket i sidste ende er afgørende, hvis vi fortsat skal have en stærk industri, der skaber job og eksportindtægter," siger han.
 
Kilde: Business.dk