Vero Moda lancerer nyt retail-koncept
Ny pop-up-shop giver kunderne mulighed for at shoppe online, mens de er i de fysiske lokalerDe mange tomme butikslokaler der står rundt omkring i de danske byer, har nu fået Vero Moda til at lancere et helt nyt retail-koncept. Startende den 15. november og kørende til slutningen af december åbner brandet nemlig et retailspace, der i højere grad skal stå som bindeled mellem online og offline.
Pop-up-shoppen vil samtidig give kunderne en helt ny mulighed for at shoppe Vero Moda; som regel er der nemlig kun plads til en del af den store kollektion i Vero Modas lokaler. Med det nye butikskoncept vil der kun være enkelte styles fysisk i butikken – til gengæld får kunderne adgang til hele Vero Modas kollektioner fra computere, opstillet i butikken, som man derfra kan shoppe fra. På den måde kan man få hjælp og vejledning fra butikspersonalet og samtidig få sendt sine bestillinger direkte til døren.
”Der er mange fordele i at tænke nye butikskoncepter ind i måden vi driver forretning på. Lige nu står der desværre en masse butikslokaler tomme i Europa, og hos VERO MODA synes vi at pop-up shops er en virkelig god måde at aktivere de lokaler på, samtidig med at vi introducerer kunderne for hele vores univers. I en normal butik er der kun plads til en del af kollektionen, men her kan vi vise vores design hele vejen rundt. Desuden ved vi, at det at kunne røre ved tøjet og tale med veninderne om det, er en stor del af shoppeoplevelsen, når man tager sig tid til at gå en tur på Strøget, og på den måde tænker vi også dét element ind i oplevelsen. Samtidig ønsker vi naturligvis at introducere nye potentielle kunder for vores onlineunivers,” siger Henrik Matthiesen, retail director i Vero Moda, i en pressemeddelelse, og understreger, at fokusset på Vero Modas normale butikker selvfølgelig fortsætter.
”Vi har stor kærlighed til vores butikker og er meget stolte af dem. Med det nye tiltag vil vi blot integrere en ny og spændende måde at give kunderne en shoppeoplevelse. Pop-up shopsne er en del af det som man kan kalde for multi channel retailing, og handler om at vi meget gerne vil have mange mulige kontaktpunkter med vores kunder. De skal have mulighed for at opleve VERO MODAs univers på mange forskellige måder, og når det passer dem. Derfor ser vi dette initiativ som en måde at brede armene endnu mere ud mod kunderne, og vi er stolte af at kunne være de første i Danmark med et så nytænkende koncept.”, siger Henrik Matthiesen.
Butikken får adresse på Sct. Clemens Strædet 9 i Aarhus, og er åben fra 15. november til udgangen af december.
Billeder: Vero Moda.