Modetøj med i kampen om årets iværksætterpriser
Når årets Ivækstpriser uddeles i begyndelsen af december, er der statistisk gode muligheder for at se en modevirksomhed på podiet i kategorien Årets Væksteventyrer 2011.Når årets Ivækstpriser uddeles i begyndelsen af december, er der statistisk gode muligheder for at se en modevirksomhed på podiet i kategorien Årets Væksteventyrer 2011.
Her er nemlig intet mindre end to af fem nominerede hentet i modebranchen:
Henholdsvis Jens Poulsen, der foruden posten som adm. direktør også har både stiftet og holder aktiemajoriteten i DK Company. Og det er netop for sit arbejde med Ikast-virksomheden, der står bag brands som blandt andre Karen by Simonsen, Kaffe Clothing og Kön & Mön, Jens Poulsen er nomineret:
”Modekoncernen DK Company trodser finanskrisen og har med Jens Poulsen i spidsen for femte år i træk formået at skabe vækst. Koncernen blev stiftet i 2001 med bare fire ansatte. Siden er det gået støt frem, og firmaet har nu mere end 800 ansatte,” lyder rationalet bag nomineringen.
Og børnetøj er heller ikke gået ubemærket hen. Nina Warberg Sejersen bag børnebrandet Danefæ er nemlig også indstillet i kategorien. Hun ejer sammen med Louise Warberg Hækkerup, Eric Delvoye og Christine Andersen virksomheden Danefæ, der også netop er blevet udnævnt som Gazellevirksomhed i Børsen.
I indstillingsteksten forklares nomineringen således:
”Danefæs historie og vækst inspirerer og fascinerer, ikke mindst enhver med en iværksætter i maven. Derfor fortjener de det.”
De resterende kategorier, Årets Erobrer, Årets Vovehals, Årets Idealist, Årets Unge Håb og Årets Kvindelige Iværksætter, byder ikke i denne omgang på modevirksomheder, men vil du give enten Danefæ eller DK Company en chance for at forlade ceremonien den 5. december med et trofæ, kan du stemme på din favorit lige her.
Ivækstprisen er skabt i et samarbejde mellem iværksætterportalen Ivækst.dk, Dana, Google, Mamut, Deloitte og ErhvervsBladet. Prisen uddeles i år for fjerde gang, og vinderne i de seks kategorier bliver fundet gennem brugerafstemning, du kan altså afgive din stemme frem til 27. november.
Og tøj er i øvrigt ikke en helt fremmed fugl ved prisuddelingen, for sidste år vandt Konrad Kierklo bag den danske modetøjsportal Miinto.dk i kategorien Årets Unge Håb.
Stem på dine vækstfavoritter her – helt frem til 27. november
Læs mere om Ivækstprisen her.
Foto: Kaffe Clothing/DK Company