Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs

Kina: Du skal være online

Med seks millioner nye internetbrugere hver måned er det et must at være online som brand.
Med seks millioner nye internetbrugere hver måned er det et must at være online som brand.

Selvom Facebook stadig er forbudt i Riget i Midten, rummer internettet et helt enormt potentiale for danske virksomheder, der vil udvide mod øst.

Det er nemlig langt vigtigere at være til stede online end i de fysiske butikker for at øge omsætningen i Kina, fortæller den danske handelskonsul i Shanghai til FashionForum.dk.

”I en by som Shanghai (med knap 20 mio. indbyggere, red.) er alle verdens brands nærmest repræsenteret i gadebilledet, fra bittesmå ukendte polske brands til de helt store internationale. De skriger meget højt, og det er svært for danske brands at konkurrere med, fordi de ikke er vant til at bruge særligt store summer på markedsføring,” forklarer Mette Knudsen, der sidder på det danske generalkonsulat i Shanghai.

Med en befolkning, der typisk arbejder fra kl. 9-19, er der for øvrigt heller ikke meget tid til at shoppe i de fysiske butiksgader for kinesiske familier. Så endnu en årsag til at satse på nettet er, at kineserne faktisk køber mere end 90 pct. af fx deres børnetøj online.

”De kinesiske forbrugere er sindssygt dygtige til online. Der er en stor konkurrencefordel i at være online-tilgængelig,” understreger hun og forklarer videre, at udenlandske brands i stor udstrækning endnu ikke har fattet hvordan de bedst udnytter nettet til modesalg i Kina.

”De fleste danske indkøbshjemmesider har jo knap en ordentlig engelsksproget version, og tre fjerdedele af kineserne uden for de store byer snakker ikke engang engelsk. De har pengene, men de forstår kun kinesisk. Det skal man have for øje. Mange danske brands ville faktisk få en masse relevante henvendelser, hvis bare de havde en hjemmeside på kinesisk,” siger hun.

Der er flere end 430 mio. internetbrugere i Kina lige nu, og der kommer seks millioner nye brugere til hver eneste måned.