Indkøbscentrene opruster i kampen om kunderne
Indkøbscentrene runder de 50 mia. kr. i omsætning og søsætter planer for at få endnu flere kunderShoppingcentrene sætter nu for alvor gang i byggeriet af nye centre og udvider de eksisterende for at få endnu flere kunder til at lægge indkøbsturene under de overdækkede indkøbsgader. Det skriver Dansk Handelsblad.
Centrene har i dag en markedsandel på 24 procent af den samlede detailomsætning i Danmark – en stigning fra 20 procent i 2002. Den samlede omsætning i centrene ligger i dag på godt 50 mia. kr. mod 40 mia. kr. i 2002.
Branchen forventer, at centrene vil nå en markedsandel på 30 procent om få år.
"Investorer trodser krisen og fortsætter med at bygge nyt og udvide de eksisterende. Dermed trodser de den generelle udvikling i detailhandelen," siger Per Nyborg, adm. direktør i konsulentfirmaet ICP, der er eksperter i butikscentre.
Mens store dele af dansk detailhandel generelt går tilbage i omsætning og skærer ned i butiksantallet, sætter shopping-centrene fuld damp på ekspansionsplanerne.
– De går i offensiven. Det er meget langsigtede investeringer, og mange investorer på området har mulighed for at kunne disponere på den baggrund. Derfor ser vi, at man er meget stålsatte på, at det her skal køre videre, siger Per Nyborg.
Kilde: Dansk Handelsblad