DM&Ts Fashion Aid-show indsamler 71.000
For andet år i træk donerede Dansk Mode & Textils medlemmer i søndags penge til Dansk Røde KorsFor andet år i træk donerede Dansk Mode & Textils medlemmer i søndags penge til Dansk Røde Kors. Tretten modebrands præsenterede deres kollektioner på showet ved Vejle Fjord, som var arrangeret i et samarbejde mellem Vejle Kommune og Dansk Mode & Textil.
I showet som igen i år var en hovedaktivitet i Vejle Kommunes temadag ”Vild med vand” deltog blandt andre brands’ene Wolford, Hummel, Whiite, Femilet, Piro, Cost:bart, Wauw, ONSTAGE, Culture, Most/ Småfolk, becksöndergaard, Liv of Copenhagen og Kopenhagen Fur. Det skriver Dmogt.dk.
Selve showet indbragte 67.000 kr. fra de deltagende virksomheder – beløb som straks blev videregivet pr. check til Dansk Røde Kors af FashionAid’s to ambassadører grevinde Cath Alexandrine Danneskiold-Samsøe og ejer af virksomheden Hummel, Christian Stadil (foto).
Efter showet indgik tøj doneret af deltagervirksomhederne i en lodtrækning blandt tilskuerne. Salget af lodder bragte den samlede donationen op på i alt 71.073 kr. – et beløb der rækker til at mætte 34.000 mennesker i en dag, fortalte Dansk Røde Kors’ repræsentant Lars Lund i sin takketale til deltagere, arrangører og publikum.
Kilde: Dmogt.dk.
Billede: Fashion Aid-showet sidste år. Credits, Vejle Kommune.