Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
KARRIERE

Ny direktør i DM&T

Dansk Mode & Textil indleder et glidende generationsskifte.
Dansk Mode & Textil indleder et glidende generationsskifte.

Dansk Mode & Textil indleder et glidende generationsskifte, hvor administrerende direktør Preben Wegener Friis afløses af foreningens udviklingsdirektør Kasper Hilligsøe Eis. Det fremgår af en artikel på DM&T’s hjemmeside.

"Dansk Mode & Textil vil i løbet af de kommende år manifestere sig som hele branchens videncenter, ambassadør og allianceudvikler." Sådan lyder brancheorganisationens nye vision om at blive knudepunktet, der samler alle interessenter i mode- og tekstilbranchen har.

Samtidig er hidtidige udviklingsopgaver såsom innovation nu fuldt integreret i organisationen, og posten som udviklingsdirektør dermed udtømt. En status der har fået DM&T til at ændre organisationen.

Kasper Eis ny chef
Det sker med et glidende generationsskifte, hvor udviklingsdirektør Kasper Hilligsøe Eis overtager det ledelsesmæssige ansvar og ved årsskiftet til 2012 også titlen som administrerende direktør.

Frem til det indgår han i et ledelsesmæssigt makkerskab med nuværende administrerende direktør Preben W. Friis, som for længst har meldt ud, at han trækker sig tilbage i 2013.

"På den måde får vi i en periode to dygtige direktører, der begge har stor andel i udviklingen af visionen og dermed føler ejerskab og brænder for at føre den ud i livet. Med Kasper Hilligsøe Eis som fremtidens administrerende direktør overfører vi samtidig hans hidtidige kompetenceområder som innovation og udvikling direkte ind i på ledelsesniveau," siger bestyrelsesformand i Dansk Mode & Textil, Poul Sønderbæk, som til dagligt er medejer og direktør i MP Socks.

Alliancer på tværs af brancher
Fremover får Kasper Hilligsøe Eis ansvaret for den daglige drift og ledelse af brancheorganisationen, mens Preben W. Friis får yderligere titel af alliancedirektør. Dermed får han ansvaret for udviklingen af Dansk Mode & Textils samarbejder på tværs af organisationer og interessenter i den danske og internationale mode- og tekstilbranche.

Ved årsskiftet overtager Kasper Hilligsøe Eis alene posten og ansvaret som adm. direktør. Et glidende generationsskifte, som den nuværende adm. direktør Preben W. Friis ser mange fordele i.

"Til gavn for både medlemmerne, organisationen og den ledelsesmæssige kontinuitet. Kasper og jeg kender hinanden indgående. Med hvert vores ansvarsområde kommer vi til at supplere hinanden, når der er brug for det. Ellers koncentrerer vi os om hvert vores ansvarsområde," siger Preben W. Friis, der glæder sig til sin nye funktion. Han fortsætter:

"Mode- og tekstilbranchen er en branche i konstant bevægelse. Alliancer på tværs af organisationer og institutioner – både faglige såvel som politiske – er vigtige parametre i forhold til drift og udvikling af organisationen og dermed servicering af branchen og dens virksomheder," slutter den afgående direktør.

Kilde: DM&T

Foto: DM&T (Kasper Eis, t.v. og Preben Friis, t.h.)