Modeforskning – hvad kan det bruges til?

Debatindlægget er denne gang skrevet af lektor, Phd og cand. mag. Julie Sommerlund, leder af modeforskningskonsortiet MOKO, der forener modeforskere på Danmarks Designskole, Designskolen Kolding, Designmuseum Danmark og Center for DesignforskningModeforskning.

Designforskning er en ret ny disciplin, og det samme gælder modeforskningen. Det er egentlig underligt, for design og mode er store og interessante felter, både kommercielt og kulturelt set. Faktisk er der få brancher der i så høj grad som moden er både kommerciel og kulturel, og det burde betyde stor forskningsmæssig interesse.

Andre brancher bliver flittigt studeret; på Copenhagen Business School studeres fx biotek-branchen, bygge-branchen, og de mange kreative industrier, som Danmark er så stolt af. Disse studeres også på landets store universiteter, hvor fag som kunsthistorie, filmvidenskab og litteraturvidenskab har eksisteret i mange år. Der er god grund til at antage at disse brancher nyder godt af den forskningsmæssige interesse, ligesom forskningen nyder godt af branchernes velvillige indstilling overfor forskningen. En win-win situation, med andre ord.

Som leder af modeforskningskonsortiet MOKO, som forener modeforskere på Danmarks Designskole, Designskolen Kolding, Designmuseum Danmark og Center for Designforskning, oplever jeg stor interesse for den voksende danske modeforskning. Masser af interessenter er tilmeldt vores nyhedsbrev, bestiller vores rapporter og publikationer, kommer til vores seminarer og foredrag – og vi modeforskere bliver oftere og oftere brugt som eksperter af diverse medier. Den vidensunderbygning af branchen som forskningen tilbyder, er altså stærkt efterspurgt.

Derfor er det så overraskende, når man ind imellem møder deciderede forskningsfjendske holdninger. For nylig skrev Helle Mathiesen i tidsskriftet TØJ – som ejes af konsulentfirmaet PEJ – om Else Skjolds forskning (Else Skjold er ph.d.-studerende på Designskolen Kolding & Copenhagen Business School), at den ikke kan bruges til noget i praksis, og pegede på forskningens langsommelighed overfor modens hurtighed som en del af problemet.

Men forskningen skal ikke forudse, om hængerøvsbukser er moderne om to år eller ej – dette er Helle Matthiesens eksempel. Derimod skal modeforskning, som al anden designforskning, angribe langt mere grundlæggende spørgsmål, og sikre en videnskabelig fundering af hele designprocessen. Som Anne-Louise Sommer og Elsebeth Gerner skrev i en kronik i Berlingske for nylig: ”Styrk designforskningen – så vi får større viden om designprocesser, designmetoder og generelt om hvad design kan”. Dette gælder også for modeforskning.

TØJs Helle Mathiesen anfægter i denne sammenhæng om forskningen så ikke blot sker for forskningens egen skyld – og ikke for industriens? Nu er industrien ikke den eneste mulige aftager af forskningens viden, og den fri forskning – som netop ikke står til regnskab for nogen bestemt aftager – er grundlæggende i universitetssystemet, som på denne måde sikrer samfundet og kulturen (og altså ikke kun branchen) uvildig viden. Der findes selvfølgelig også strategisk og anvendt forskning, som arbejder med et bestemt sigte for øje, men denne kan og må ikke stå alene.

Derfor: lad os fortsætte den gensidige opbygning af branche og forskning uden at forfalde til at skyde på hinanden. Selv når forskningen ikke direkte kan anvendes til skabe bedre bundlinje-resultater på kort sigt er den med til at opbygge branchens vidensgrundlag, og kan have store konsekvenser på lang sigt. Og selv når branchen ikke bidrager direkte til forskningen med forskningsdata, er en stærk branche med til at give et stærkt fundament for forskningen.