Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs

Historisk tradition for royale stilikoner

De moderne royale ender ofte som stilikoner for brede dele af befolkningen - og sådan har det været længe.
De moderne royale ender ofte som stilikoner for brede dele af befolkningen - og sådan har det været længe.

Dagens royale bryllup mellem den britiske prins William og Kate Middleton har vakt stor bevågenhed. Ikke mindst på grund af Kate Middletons personlighed, baggrund og stil.

FashionForum.dk har benyttet lejligheden til at tale med Maria Mackinney-Valentin, forskningsadjunkt ved Danmarks Designskole, og modejournalist Susanne Madsen, der er bosat i London, om hvorfor royale ofte ender som stilikoner.

”Kongelige har gennem historien været trendsettere. De havde adgang og råd til at følge moden, som så blev kopieret af lavere klasser, der drømte om at klatre op ad den social rangstige. De kongeliges tøj var også en måde at kommunikere deres høje status på,” fortæller Maria Mackinney-Valentin.

”Tænker man på Marie Antoinette i krinoline, fyldte hun rent fysisk mere end de andre kvinder med sit kæmpe skørt. Udover et stort skørt havde hun også et stramt korset på. Det var en måde at vise at hun ikke behøvede at arbejde – fordi det ville være fysisk umuligt i det tøj,” fortsætter hun, og mener der er klare paralleller til dagens moderne samfund.

”I dag går de kongelige også i jeans ligesom resten af verden, men de har stadig den høje status af stilikoner. For mange repræsenterer de stadig drømmeprinsessen fra da de var små piger og gik rundt i deres mors underkjoler og høje hæle.” 

For Susanne Madsen handler det også om det særegne, der gør kongelige lidt mere specielle end os andre.

”Fascinationen af de her kvinder kommer jo ikke kun på grund af deres tøj; det er ikke bare det, at de går nydeligt klædt. De har en aura af noget ekstra særligt som er lidt udefinerbart. De er mere end almindelige celebrities. De er noget ekstra fordi de er kongelige,” fortæller Susanne Madsen fra London.

”Kronprinsesse Mary er super klassisk og elegant. Hun har altid mindet mig om en royal og mørkhåret udgave af Nicole Kidman, der også har den der distance over sig. Hun svarer høfligt, men siger intet om sig selv – og det øger kun fascinationen.” 

Hvad angår briternes kommende prinsesse, er der dog væsentligt længere mellem de rosende ord, hvis man snakker med Susanne Madsen, så i stedet prøver hun at komme med et bud på briternes opfattelse af Kate Middleton.

 ”Der er jo dem der kalder hende Kate Middleclass. Skal man sige noget helt generelt, er det primært kvinder der synes, hun er stilikon – ikke yngre piger. Hun kommer fra middelklassen, men hendes forældre har arbejdet hårdt og haft råd til at sende hende på gode skoler, hvor hun har mødt de mennesker der naturligt befinder sig i de kredse hun nu cirkulerer i. Deres stil har hun tillagt sig, og det er svært ikke at blive en smule påtaget i det, når det ikke kommer naturligt,” fortæller Susanne. 

Det er i følge hende især Daily Telegraphs kvindelige læsere der passer på profilen, og det look Kate Middleton repræsenterer. Det kan dog være lidt svært at holde sine meninger tilbage. I hvert fald for Susanne Madsen. 

"Der er lidt "brudens mor" over hende. Nu er hun jo ikke prinsesse endnu, så det er vel endnu ikke en majestætsfornærmelse, men hun har altså elementer af noget konet. Jeg håber, hun har valgt noget enkelt og tidssvarende til sin brudekjole, men på den anden side kunne hun sagtens ende i noget der mindede ret meget om Dianas kjole. Og det er måske ikke så heldigt."