Troldekugler åbner første flagskib i Tivoli
Den danske smykkevirksomhed åbner deres første helt egen butik i hjertet af København.Troldekugler, eller Trollbeads, som der står på facaden af den splinternye flagshipstore i Tivoli, er en afdæmpet dansk succes. Smykkerne sælges i 45 lande – fra Schweiz til Zimbabwe – og på stort set alle kontinenter. Men som Wivi Oudal Clausen, salgsdirektør i virksomheden, siger med en slet skjult hentydning til en anden dansk smykkesucces:
”Vi har ingen planer om at skulle børsnoteres. Selvfølgelig er det også sjovt at tjene penge, men det her skal først og fremmest være sjovt.”
Hun og guldsmeden bag Troldekuglerne, Søren Nielsen, tog tirsdag imod i Tivoli-flagskibet, verdens første Troldekuglebutik, der åbner med den gamle have på torsdag. Selvom smykkerne har eksisteret siden 1976, er de nemlig hidtil kun blevet solgt via distributører, og den nye butik til trods, er der ingen planer om at føje yderligere egne butikker til porteføljen.
”Selvfølgelig skal vi ligge i Tivoli. Stedet passer perfekt til produktet, begge er fuld af muligheder,” siger guldsmeden, idet han peger på loftet, hvor der hænger et par enorme lysekroner, selvfølgelig skabt af smykkedesigneren selv – ligesom resten af butikken.
”Troldekugler handler om eventyr – trolde og Tivoli hænger sammen,” tilføjer han.
Butikken er placeret i de lille strøg ud mod Hovedbanegården. Her skabte tidligere direktør for Tivoli Niels-Jørgen Kaiser i slutningen af 1970’erne et strøg udelukkende med designbutikker. Siden tog etablissementer for spisende – og drikkende – gæster over, men Wivi Oudal Clausen tror, at planen nu er at vende tilbage ad brugskunstsporet. Og det glæder salgsdirektøren:
”Selvfølgelig er det her, det skal ske.”
Læs også:
Bliv klogere på smykker og kropskultur
Georg Jensen-direktør: Freja-kampagne tro mod værdierne