Anmeldelse: MoonSpoon Saloon AW11



Til et heftigt technoidt beat marcherede mænd og kvinder med masker og sølvparykker ind på tårnhøje Buffalos i Rådhusets rammer. Pailletbesatte stoffer glitrede, nervøs velour var draperet med snøre, der var fadede alienprints, tie-dye og tøj og sko havde fået en tur med airbrushen. Techno- og 1990er referencerne var tydelige og mere gennemførte end direkte klædelige og kønne – selvom tøjet var mere anvendeligt i en garderobe end kollektionen i sommer.

Helt uhyre smuk var dog den plisserede kjole i et mørkt airbrushmønster og den navlekorte multifarvede pels. Ligeledes var det gule, ultrakorte, plisserede miniskørt, den stumpende dunbomberjacket, velourkjolen med kig til kroppen og sweaterkjolen med papirsilhuetmønster virkeligt fine.

Den konsekvente afstandtagen til genkendelige trends og sæsoner i modebilledet er ét sted befriende, men set i forhold til MoonSpoon Saloons debutkollektion savner jeg de tidlige items i læder, ruskind og silke og de mange striktrøjer. De eksklusive materialer og langsommelige tilblivningsprocesser passede godt til brandets idé om netop eksklusivitet. Kald mig bare gammeldags, men MoonSpoon Saloon profilerer sig som et high-end mærke og dette så jeg gerne mere afspejlet i materialerne. Som i de tidligere kollektioner.
[[addon]]Dertil kommer at den kunstneriske og scenografiske iscenesættelse denne gang var nedtonet til lidt akrobatiske løjer med gangarterne (koreograferet af den smukke balletdanser, blogger og MSS-model Cecilie Lassen), hvilket sætter større krav til kollektionen. Sidst satte show såvel som kollektion sig som et smerteligt ar eller en dystopisk tanke midt i modeugens kommercielle (og sommerlige) fokus og virkede i højere grad som en kunstnerisk vision, der blev formidlet gennem moden.

Men ingen tvivl om, at MoonSpoon Saloon er en ener i dansk mode. Og skal man se dem som trendsættere, er det for deres autonome tilgang til mode, der inspirerer og provokerer vanetænkning mere end den danner præcedens for morgendagens påklædning.