Anmeldelse: Jean//Phillip AW11
Jean//Phillip imponerede trods kolde forhold med en kollektion, der igen tog skridtet videre fra den foregående.Vejrguderne var ikke med Jean//Phillip denne sæson. Et udendørsshow er som udgangspunkt ikke dårligt tænkt – en februareftermiddag med klar himmel kunne være en flot baggrund for et show, selvom det under alle omstændigheder er koldt. Men regnen startede få minutter før showet, hvilket absolut ikke behagede flere af de fremmødte.
Til gengæld kan man konstantere, at en god kollektion kan redde rigtig meget. For det første, er det den første egentlige modekollektion der er sæsonpræget, tendenspræget og gennemført der præsenteres under denne modeuge, og undertegnede er vist ikke den eneste der havde behov for sådan en oplevelse.
Første look: Lang grå trenchcoat med bælte og skulderstropper, i flagrende stof, med dertilhørende grå bukser og grå jerseybluse; meget mere skal der ikke til. Selvom det ikke ligefrem er ekstravagant, siger det nemlig en del om designerens udvikling. Det klæder kollektionen og Jean Phillip virkelig godt at lave trenchcoats, både med og uden detaljer som knapper, store oversize lommer og lynlåse i taljerne.
Der er flere velkendte indslag. De sorte striktrøjer med bånd og skæve snit går igen fra tidligere sæsoner, ligesom jakkerne i blødt ruskind eller læder (eller kombinationer af disse) også er gengangere, der dog er blevet opdateret og har diverse detaljer (igen går lynlåsene igen, men ikke ligeså voldsomt som i tidligere kollektioner).
Der er stadig gennemsigtige sorte stoffer, men mindre af det, og sort og grå er gennemgående farvevalg. Et par grå melerede shorts var gennemførte, ligesom det første print der er set fra designerens hånd (i form af fjer, på en blå bluse) fungerede virkelig godt. Skyggeagtigt og fint udført, og sat sammen med et par grå shorts.
Efter et par sæsoner uden, blev et par looks til damerne genindført, med to forskellige indgange. Et par sorte bukser med en lang, grå og tynd trøje var afslappet og flot og fungerer til Rick Owens segmentet, der vil have kvalitet uden det bliver prangende, mens kollektionens eneste pelsjakke var afsindig flot – og væsentligt bedre end en række af det pels, men ellers allerede har set under denne modeuge.
I det hele taget fungerer det. Godt. Rigtig godt. Det virkede som om der var bred enighed om dette til showet, hvor anerkendende nik ledsagede pressen ind igennem Nimbs varme lobby. Det lover godt for herretøj i Danmark, og Jean//Phillip har absolut en stor del af skylden i dette.
[[addon]]