Hvor er designernes stemme?

Hermed lidt nyt fra forskningens verden, hvor vi trods manges opfattelse rent faktisk også beskæftiger os med den virkelige verden!

Som i går, hvor jeg var facilitator for en workshop i forbindelse med forskningsprojektet “Danske modedesigneres karrierer”, som er ledet af lektor Lise Skov i regi af forskningsprogrammet ©reative Encounters.

I projektet har man interviewet modedesignere fra TEKO, Danmarks Designskole og Designskolen Kolding, som er uddannet i hhv. 80’erne, 90’erne og 00’erne, omkring deres vej igennem modedesignerkarrieren. Rapporten er netop nu ved at blive formuleret, og vil udkomme senere i år.

Noget af det, der slog mig, var, hvor dygtige designere er til at se utroligt realistisk på modeproduktionen og dens vilkår, og alligevel tænke kreativt og visionært. I går hørte jeg nogle stemmer berette om modebranchens ofte barske realiteter, og om hvordan det hele ville se ud, hvis designerne selv fik lov at bestemme. Her var lige præcis det, branchen går og sukker efter, nemlig innovative ideer omkring ledelse, arbejdsforhold, organisation af branchen, kvalitetssikring, branding af dansk mode på globalt plan, og nye ideer til bæredygtig produktion. Designerne jeg mødte her var hverken udknaldede, urealistiske eller økonomisk uansvarlige, hvilket designere ellers ofte får skyld for at være.

I hvert fald hvis man spørger aktører i modeindustrien, som eksempelvis i rapporten fra Danmarks Designskole “Om samarbejdet mellem danske designuddannelser og erhvervslivet” (Julie Sommerlund, 2010), eller i rapporten “Mode, Medier og Kultur” (DAFI/Lead Agency 2010). Her fremgår det at man i industrien generelt mener, at modedesignere er for dårligt uddannede. Specielt fremhæves det ofte, at modedesignere ikke har nogen realistisk sans, samt at designuddannelserne skulle tage at få noget mere undervisning i forretning, i branding, i produktionsforløb, i IT, ja, listen er lang over hvad man mener der mangler i uddannelsen.

Dette billede gælder ikke kun for Danmark. Da jeg i 2006-2007 rejste rundt på designskoler i USA, England og Holland i forbindelse med min rapport om forskning i modedesigneruddannelsen (Skjold 2008) var det samme historie jeg hørte overalt: Læseplanerne havde fået vokseværk. Flere og flere fag skulle implementeres i uddannelsen, på grund af nye krav i industrien. Igen og igen, på bekostning af undervisning i det, de studerende var kommet for at lære: at designe tøj, at lære håndværk, at udvikle idéer.

Jeg vil gerne her stille det spørgsmål, om man fra officielt hold gør sig det klart, hvad denne udvikling betyder. Designuddannelserne er på ingen måde blinde for at nye tider kræver nye kompetencer, og at en uddannelse må være i konstant udvikling. Vi konstaterer bare, at det der skæres i er talentudviklingen og håndværket. Selvom vi kæmper imod så bravt vi kan, sker det igen og igen og igen.

Måske skulle vi bare holde op med at holde fast i, at vi gerne vil uddanne designere som er gode til at udvikle unikt design, nye ideer til bæredygtighed i modeproduktionen, eller bare smukt forarbejdet design med høj kvalitets-standard. Hvorfor dog bruge tid på det, når de studerende alligevel skal ud i en virkelighed, hvor disse kompetencer øjensynligt ikke værdsættes.
Hvor modevirksomheder ikke giver plads til udvikling og kreativitet, fordi de ofte ganske simpelt er underuddannede i, hvordan man leder kreative mennesker, som det også antydes i rapporten “What’s Coming” fra TEKO (2009).
Hvor alle taler om at vi skal brande dansk mode og knytte vores håb om økonomisk fremtidssikring til kreative brancher som netop modebranchen.

Jeg vil gerne her spørge om, hvad er det lige præcis man har tænkt sig at brande, hvis der ikke mere er plads til kreativiteten på de danske modeuddannelser. Og da slet ikke når man først er ude i branchen. Problemet er jo, at kreativitet og innovation kræver tid, udvikling af ledelse og medarbejdere, og accepten af at der kan begås fejl. Disse ting synes der desværre ikke plads til i modebranchen. Der er mange flotte tanker, men ingen handling bag.

I den forbindelse undrer det mig, at designernes stemme ikke synes at eksistere i debatten om dansk mode. De har ellers meget at byde på.