adm. Rachael Morgan forlader direktørstolen hos Patriksson Communication
Rachael Morgan, der de seneste knap tre år har styret Patriksson, søger nu nye udfordringer.Rachael Morgen, der de seneste to og et halvt år har siddet i direktørstolen for den danske filial af det svenske PR-bureau Patriksson Communication (der løser kommunikation for blandt andre Whyred og Filippa K), har valgt at søge nye udfordringer.
Hun forlader derfor Patriksson for fremadrettet som freelancer at løse kommunikations-, PR- og markedsføringsopgaver for en række virksomheder i mode- og livsstilssegmentet, fortæller hun til FashionForum.dk
“Det har været lærerigt at etablere Patriksson i Danmark, jeg har haft mulighed for derigennem at tillære mig og udvikle en række kompetencer, som har bidraget til min personlige og faglige udvikling. Nye udfordringer og projekter vil give mig mulighed for at udvikle mig i stadig nye retninger,” siger Rachael Morgan.
Rachael Morgan har tidligere været chefredaktør for modemagasinet DANSK, udviklingschef hos den danske modetøjsproducent Metropol, samt i en årrække arbejdet freelance som konsulent, redaktør og tekstforfatter for en række danske og internationale mode- og livsstilsfirmaer, herunder Day Birger et Mikkelsen, Pilgrim, Bestseller og Danish Fashion Institute.
Svenske Paula Lidstrøm overtager stillingen som adm. direktør i Patriksson. Hun har tidligere arbejdet i forlagsbranchen og som managementkonsulent i Stockholm.