Artikel: Erik Brandt – "Min historie"
I anledning af Margit Brandt udstillingen ’Walk on the Wild Side” på Kunstindustrimuseet havde Danish Fashion Institute indbudt Erik Brandt som oplægsholder på foredragsarrangementet ”Min Historie”.I anledning af Margit Brandt udstillingen ’Walk on the Wild Side” på Kunstindustrimuseet, havde Danish Fashion Institute indbudt Erik Brandt som oplægsholder på foredragsarrangementet ”Min Historie”. (Læs mere om disse her.)
“Man skal leve og ånde for det", lød det fra dansk modes ‘grand old man’ Erik Brandt om et liv i modebranchen. Brandt fortalte levende og detaljerigt om et langt liv i modens tjeneste, om højkonjunktur og stor succes i 1960erne og 1970erne, om at samarbejde med den internationale modeindustris allerstørste butikker og designere og om at opnå en international succes, som få danske designere siden har kunnet gøre efter.
Budskabet til de fremmødte, som både talte repræsentanter fra den danske modebranche såvel som studerende fra Danmarks Designskole og CBS, var klart; ”Når man bor i et lille land som Danmark, er der kun én vej og det er udland, udland og mere udland.”
“Man kan ikke lade sig inspirere i Danmark", fortsatte Erik Brandt og kom derefter ind på de konkurrencemæssige aspekter, som modeindustrien nødvendigvis må forholde sig til idag, "man kan simpelthen ikke være konkurrencedygtig med mindre man producerer i Østen. Det kan ikke lade sig gøre. Og så handler mode jo i bund grund om, at man har den helt rigtige kombination af det meget kreative og kvantiteter". [[addon]]
“Vi hører ikke så mange konkrete historier fra modebranchen under vores uddannelse, så derfor var det relevant for mig at komme i dag”, forklarede Alberte Rothenborg, der går på beklædningslinjen på Danmarks Designskole, efter foredraget, som blev afsluttet af Erik og Margit Brandts datter Julie Brandt. Hun fortalte den sidste del af historien om brandet Margit Brandt Design, den som foregår idag og som hun, i kraft af sin stilling som Kreativ Direktør i familiefirmaet, står for at skulle formidle til et nyt, ungt publikum – med tydelig stor respekt for sine forældres oeuvre.
"Hvis jeg, ved at fortælle vores historie, kan hjælpe de unge som skal ud i branchen, så synes jeg, at det er rigtigt fint, og jeg har ikke noget problem med at fortælle om vores op-og nedture," forklarede Erik Brandt efterfølgende, mens de fremmødte fik mulighed for at se udstillingen i Kunstindustrimuseets stueetage, "modebranchen står overfor nogle ekstreme udfordringer i en global sammenhæng, og jeg frygter, at krisen bliver langt større, end vi går og tror. Derfor er det særligt vigtigt, at vi udveksler erfaringer og historier".
Læs mere om udstillingen ”Walk on the Wild Side” her.
Billede: ArtPeople