Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs

Pitti Uomo vendte tilbage med fuld styrke, men tog et skridt i hver retning

Særligt de asiatiske indkøbere og presse var for alvor tilbage efter pandemien på messen, der tager stadig større skridt i en ansvarlig retning, selvom den fortsat bærer en tung historisk bagage med sig.
Særligt de asiatiske indkøbere og presse var for alvor tilbage efter pandemien på messen, der tager stadig større skridt i en ansvarlig retning, selvom den fortsat bærer en tung historisk bagage med sig.

Det er ikke et ensrettet billede af den internationale – eller bare italienske – modeindustri, man får, når man træder gennem Fortezza de Basso i Firenze, der i sidste uge dannede ramme om herretøjsmessen Pitti Uomos 104. udgave.

Men netop dette brogede billede, som de 825 deltagende brand tegnede, er nok i virkeligheden ret sigende for, hvor branchen, uden for norden, befinder sig. Hvor de mere ansvarlige brands kæmper om opmærksomheden fra indkøbere og presse side om side med de ultraklassisk, nærmest kostumeagtigt klædte peacock-mænd i suits, hatte og sølvbeslåede stokke og de brands, der ser fløjtende forbi den uddannelse, som resten af samfundet og modebranchen gennemgår. For bare at nævne få; de bikiniklædte modeller med mokkasinstøvler og fjerbesatte hovedbeklædninger og mænd i badeshorts; med andre ord, brands, der stadig mener, at sex sælger.

825 brands og 17.000 indkøbere og presse besøgte Pitti Uomo 104.

Men, ret skal være ret. Fokus på en mere ansvarlig modebranche er også voksende på den italienske modemesse, der ligger indenfor murene af et gammelt fort. Når messen ruller er det som en miniby, og jo mere plads og tættere på centrum, jo højere op i hierarkiet. Scandinavian Manifesto – der nu drives af CIFF x Revolver – er rykket fra en afsides beliggende bygning til ‘centrum’ tæt ved Pittis sagnomspundne presserestaurant. Det spanske brand Eco Alf havde igen i år en stor bygning for sig, ligeledes i midten af det hele, afsnittet S|Style, der samler de mere ansvarlige brands, får hvert år mere og mere plads. Og der var også plads til det legende; bag Scandinavian Manifesto havde Les Deux bygget deres basketballbane og inviterede til kamp, lounging og – tror jeg nok – øl i hanerne. Udover Les Deux fandt man hos Scandinavian Manifesto også Norse Projects, Han Kjøbenhavn, Past Tense, Forét, Berner Kühl, Rue de Tokyo, Won Hundred, Another Aspect og Adnym, der nok var uenige i forhold til oplevelsen af besøg og succes, men gennemgående var tilfredse med trafikken og den opmærksomhed, messen kan give op til Paris, der stadig er der, hvor ordrerne kommer i bøgerne.

Les Deux’ basketbane på Pitti Uomo i Firenze.

Stigende besøgstal og fokus på ansvarlighed

Og det er da netop også fornyelse, der fremhæves som en af grundene til, at Pitti Uomo denne sæson så en stigning i besøgende i forhold til juni sidste år; seks procent i forhold til de italienske indkøbere og presse, 24 procent i forhold til de internationale, der tilsammen betød mere end 17.000 gæster i løbet af Pitti Uomos fire junidage. Særligt de asiatiske besøgende var tilbage efter pandemien og talte i alt omkring 700. Og skal man se på messens ti hovedmarkeder udenfor Italien i år, er det Tyskland, Storbritannien, Holland, Japan, Spanien, Tyrkiet, USA, Frankrig, Schweiz og Kina.

Hos det danske brand Isnurh, der på messen præsenterede deres samarbejde med Kering, havde man alene onsdag frem til eftermiddagen landet 14 forskellige interview-aftaler, og på standen kredsede folk om brandets sommerlige skjorter med bionedbrydelige prints. Deres sartlyserøde boucle-vævning på en overskjorte og smalle bukser, der ganske vist er til mænd, men slår døren op for de kvindelige kunder også. Isnurh var en del af et mindre show, der blev holdt onsdag eftermiddag, hvor blandt andet modejournalistikkens dronning number one Suzy Menkes troppede op. Det er ikke første år, jeg har set hende gå efter netop dette lille show fremfor kun at prioritere de få store shows, der i år blev afholdt af Fendi og ERL.

Californiske ERL holdt show, torsdag den 15. juni 2023.
Californiske ERL var udvalgt af Pitti Uomo til at holde show, torsdag den 15. juni 2023.

“Det er en sæson, vi skal møde med mod, såvel som med energi og beslutsomhed,” lyder det i en pressemeddelelse fra Antonio Dematteis, President for Pitti Uomo, der slutter;

“Jeg er meget tilfreds med responsen fra den italienske distribution, som på trods af en forståelig forsigtighed er stærkt til stede blandt andet i form af specialiserede butikker, der sætter trends over hele verden. Pitti-teamet stopper aldrig med at researche og lede efter nye tendenser, tilføje nye services, kuratere special events og kommunikere stærkt. Messens resultater er også en belønning til dem, selvom alle, begyndende med mig selv, ved, hvor langt der stadig er at gå. Og Firenze, takket være så mange populære arrangementer, er igen fyldt af en munter sværm af stemmer, ansigter og farver – en inspirationskilde til enhver begivenhed baseret på menneskelige relationer.”