Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
INNOVATION & BÆREDYGTIGHED

Klaus Samsøe: ”Man kan ikke gradbøje konsekvens”

INTERVIEW: Den erfarne iværksættersjæl og designer er ikke bange for at være idealistisk på sit nye brands vegne – heller ikke selv om det betyder, at han sætter sin vaskemaskine på overarbejde.
INTERVIEW: Den erfarne iværksættersjæl og designer er ikke bange for at være idealistisk på sit nye brands vegne – heller ikke selv om det betyder, at han sætter sin vaskemaskine på overarbejde.

Klaus Samsøe har lagt efternavn til et af de mest fremadstormende brands herhjemme. Det er snart 30 år siden, og han har ikke været en del af virksomheden i 20 år. Så er det ikke mærkeligt, at have sit navn på noget, man ikke har ejerskab over?

”Jeg er kun stolt over, at Samsøe & Samsøe er hvor det er i dag. De er super dygtige til det de gør, og der er kun god energi herfra,” lyder det fra den garvede tøjmand.

I årene siden Klaus Samsøe solgte brandet har han holdt kærligheden til det gode stykke tøj i live. Han har arbejdet med private label i mange år, gør det stadig, men nu har han taget en beslutning om, at det er på tide, at starte sit eget brand op igen. Fordi han elsker det, og fordi han ikke kan lade være. En ting har dog ligget ham på sinde: hvordan forsvarer man at lave mere tøj, uden at tage en alt for stor bid af klodens allerede knappe ressourcer?

De gode samarbejder
For Klaus Samsøe har løsningen været at stifte en ny modevirksomhed, der tilbyder to forskellige brands: PULLOVER, primært klassisk strik- og bomuldstrøjer og LEFTOVER, et mere eksperimenterende design skabt af genanvendte materialer – begge til mænd.

Fra hans mange år i private label-branchen kender han de producenter, han arbejder sammen med Milano og Bologna. Hans risiko er derfor mindre, fordi konceptet er afprøvet – han ved hvad materialerne kan og ikke kan, og hvilken kvalitet han er sikret.

PULLOVER-produkterne er lavet af merceriseret bomuld og ekstrafint merinould. Fordi bomulden er merceriseret, får den egenskaber af at være mere elastisk, fordi fibrene bliver længere, den bliver mere smudsafvisende og farven holder meget bedre. Den ekstra fine merinould er af en kvalitet, man normalt laver undertøj af, og kan med fordel nøjes med at blive luftet fremfor vasket. Det særligt gode ved den uld er, at den mister ikke pasformen selvom den bliver brugt igen og igen, fordi ulden trækker sig sammen igen. Måske en overflødig beskrivelse for mode- og tekstilkendere, men ikke desto mindre er det sådanne materialedetaljer, som er med til at forbedre og sikre produkternes levetid, hvilket er helt centralt i Klaus Samsøes forretnings- og designfilosofi.

”Mit udgangspunkt er de gode råvarer. Det kan godt være at det koster en euro mere per enhed i Italien, men det er det værd. Her ved jeg at arbejdsforholdene er i orden, og at det ikke er alle mulige og umulige underleverandører, der står for produktionen,” forklarer han.

Produktionen af Klaus Samsøes bomulds-t-shirts står danske Neutral for. Igen trækker Klaus på en allerede veletableret forbindelse, og han ved, at de certificeringer der følger med Neutral-navnet er i højeste klasse – heriblandt tre økologiske certifikater samt Fairtrade-mærket.

”Jeg er et lille enmandsfirma, og jeg skal krybe, før jeg kan gå. Med Neutral køber jeg ind i noget, der allerede er certificeret, og det sparer mig for et stort benarbejde i forhold til at have et bæredygtigt produkt, som jeg ved, lever op til de krav, jeg har.”

Udsalg, nej tak
Den personlige relation er en essentiel del af Klaus Samsøes forretning. Han tager ud og besøger sine 22 forhandlere rundt omkring i Danmark. Sælger tøjet ikke som det skal, er Klaus ikke bleg for at tage det tilbage på en kreditnota og tilbyde, at butikken kan få fyldt op med noget, der sælger bedre. For udsalg er det sidste han ønsker, at hans tøj skal lande på.

”Jeg har ingen onlineforhandlere, for der kan jeg ikke styre, hvad der sker med tøjet. En del af deres salgsparametre kommer fra udsalg – det er jeg ikke interesseret i. Jeg kan have den tilgang, fordi jeg kun er mig selv, og fordi jeg er konsekvent. Man kan ikke gradbøje konsekvens,” siger han.

Derfor tager han også på udlandsture for at finde potentielle samarbejdspartnere. Lige nu er der taget hul på det hollandske marked, med forhandlere i Rotterdam og Amsterdam, og for nylig tog Klaus turen til Antwerpen, ligesom han har startet gode dialoger op med butikker i Stockholm og Berlin.

”Jeg skal ikke have en agent eller distributør på. Jeg researcher og møder selv op i butikkerne, for indkøbere bliver alligevel bombarderet henvendelser fra nye brands hele tiden.”

Når Klaus har hilst personligt på, sender han som regel en opfølgende hilsen med posten, og opbygger gradvist til at det forhåbentligt bliver til en reel forhandleraftale. Han tror ikke på, at messer er det rigtige salgsværktøj, der hvor han er nu.

”På en stor international messe kan man risikere at få tildelt seks kvadratmeter bag en pølsevogn, når man er et lille, nyt brand. Min erfaring er, at det personlige møde virker. Det er den måde, jeg bygger gode kontakter op.”

Vaskemaskine på overarbejde
Det han primært tager til udlandet for at sælge er LEFTOVER ­– den knapt så mainstreame del af brandet. LEFTOVER er ligesom PULLOVER til mænd, men materialetilgangen er en anden. Alt er genbrugt fra De Forenede Dampvaskerier, som Klaus har et mangeårigt samarbejde med i andre sammenhænge. Her taler vi rullehåndklæder, tjener- og opvaskerforstykker, duge og lagner som er blevet transformeret til skjorter og jakker. De er unikaer, og lige nu kommer de kun i farverne lilla, sort, grå og hvid – de materialer, som Klaus har kunne finde i pænest stand.

Men det er ikke helt problemfri at genanvende materialer. Eksempelvis opdagede Klaus, at der hang en lugt af, ja vaskeri, i dem. I et enmandsfirma, der holder til i lejligheden på Østerbro, har det betydet, at han har lagt beslag på vaskemaskinen i rimelig lang tid. Han vaskede nemlig selv samtlige materialer til den AW17-kollektion, der leveres til butikkerne nu her i juli måned – fremadrettet bliver denne opgave dog udliciteret.

”Med LETFOVER er mit fokus klart at tage den cirkulære økonomi så langt som den kan komme. Det er et mere nørdet projekt. Det er også det, der er min indgangsvinkel til det internationale marked og det, der skal skille mig ud fra mængden,” fortæller han.

Da Klaus Samsøe startede sit første brand op for 30 år siden, var det med en sparsom økonomi, der gjorde at han kørte Jylland tynd og støvsugede restlagre, sådan at han kunne genanvende materialer til nyt design.

”I virkeligheden er PULLOVER og LEFTOVER nok et produkt af en designtanke, der altid har fulgt mig, og som jeg har finpudset og forsøgt at perfektere igennem årene. Jeg vil gerne sætte barren højt. Det er den rejse, jeg stadig er på.”