Studerende designer til Schulz by Crowd
Til brandets kommende kollektion kan KEA-studerende indsende deres design på lige fod med etablerede designere. Et set-up, der gavner alle, lyder det fra begge sider af tegnebrættet.I disse dage er der gang i skitseblokken blandt studerende på Pattern Design-linjen på Designteknologuddannelsen på KEA, for deres designs kan blive udvalgt til at blive sat i produktion og til salg for brandet Schulz by Crowd. Virksomhedens forretningskoncept bygger på, at kollektionerne bliver skabt af et ”crowd”, der udgøres af designere, der byder ind med ideer. Denne gang er KEA-studerende med i udbuddet, som ellers normalt kun tæller etablerede designere.
”De studerende på KEA har deltaget i en workshop, hvor de er blevet præsenteret for processen, og de har derudover fået et designbrief, der indeholder moodboards, tematik, tilgængelige metervarer og en vejledning til, hvad de forskellige tekstiler egner sig bedst til af beklædningsstykker. Men derudover er der frie rammer til designet,” fortæller grundlæggeren af Schulz by Crowd, Marie Schulz, der denne sæson samarbejder med KEA om den kommende kollektion.
”Det er en spændende proces, fordi den adskiller sig fra andre projekter i vores studietid. Nu skal vi forholde os til en helt konkret målgruppe – ikke bare os selv – og udvalgte tekstiler. Vi får prøvet den virkelighed, vi møder, når vi er færdiguddannet. Vi har derudover fået indblik i, hvilke krav vi møder som konstruktører, og den læring er god at have med i bagagen,” fortæller Louise Bram, der til daglig studerer Pattern Design på Designteknologuddannelsen på KEA og er uddannet skrædder.
Louise og hendes medstuderendes design bliver en del af den samlede pulje, og Marie Schulz udvælger styles til AW18/19-kollektionen i samarbejde med virksomhedens produktionschef, Jennie Funch, og designer, Rikke Israelsen, som tidligere har været hos Muuse Project.
”Det første, vi gør, er at fjerne navnene på de forskellige styles. Deres navn, CV eller netværk kan ikke hjælpe dem her – det er kun design, vi kigger på. Vi vælger ud fra, hvor godt de studerende og designerne har løst opgaven i forhold til det brief, de har fået udleveret; i hvor høj grad tøjet passer til vores brandidentitet; og hvordan de studerende samtidig formår at bringe deres egen identitet i spil,” siger Marie Schulz.
Forretningsmodellen bygger på, at designerne leverer forslag til eksempelvis bluser, bukser og kjoler, men der er en økonomisk gevinst ved at få udvalgt sit design:
”De styles, vi udvælger, køber vi rettighederne til af designerne. De underskriver en kontrakt på, at vi ejer designet de næste fem år. Som betaling får de et beløb up-front per style, de har med i kollektionen, og yderligere får de royalties af salget af netop deres design,” fortæller Marie Schulz.
Anderkendelse og belønning
Det er tidligere blevet debatteret på Fashion Forum, hvorvidt modevirksomheder i dag har adgang til design alt for billigt, og at designeres værdi ikke afspejles i løn eller ansættelsesforhold. Man kunne spørge om den forretningsmodel, Schulz by Crowd bruger, ikke bidrager til den problematik? Det mener Marie Schulz ikke, da hendes virksomhed netop har taget højde for parametre som aflønning og kreditering af designeren.
”Når en designer er i praktik, får de ofte hverken løn eller synlig anderkendelse for det arbejde, de udfører. Med vores setup får designerne både et fastlagt beløb og ekstra, når salget først går i gang. Samtidig står deres navn på neck-hangeren, for vi vil bidrage til, at designerne netop kan få ejerskab og tjene penge,” siger hun, og påpeger, at risikoen og alt arbejdet med produktion, levering, markedsføring og salg er overladt til virksomheden og ikke designerne. Og det tøj, som bliver valgt fra i processen, har Schulz by Crowd ikke rettigheder til at bruge.
Louise Bram ser det som en unik mulighed for at teste den virkelighed af, hun skal ud og arbejde i, når hun er færdig på studiet.
”Som studerende er det en gevinst at få feedback fra branchefolk. Vi dyster mod dygtige, færdiguddannede designere, så selv hvis mit design ikke bliver valgt ud, har jeg lært en masse,” siger hun.
Hvis Louises tøj ender som en del af AW18/19-kollektionen, kan hun finde sit design online, i danske butikker som for eksempel River & Raven og i Belgien – hvilket er det første udenlandske marked, som Schulz by Crowd prøver kræfter med.