Derfor tiltrækker udlandet danske modestuderende

Værelset på Vesterbro er pakket ned og om en måneds tid drager Martha Lieberath til London. Hun er kommet ind på Central Saint Martins og skal læse en BA i Culture, Criticism and Curation. Det samme er tilfældet for Astrid Hiort. Hun har allerede rykke bopælen til London tidligere i år for at arbejde og tjene penge til bacheloren i Fashion Journalism på London College of Fashion ­– det har været et forår fyldt med optagelsesprøver, samtaler og sprogtests, som de og en lille gruppe andre har klaret sig igennem.

Begge skoler ligger henholdsvis på en 1. og en 7. plads på Business of Fashions rangering af de 50 bedste modeuddannelser verden over, og de udbyder et bredere udvalg af moderelaterede specialuddannelser end designskolerne herhjemme. Og det er blandt andet det, der har fået begge piger til at søge udenlands – at begge har været interesseret i at arbejde i modebranchen, men ikke ud fra et designøjemed, og der kommer de nuværende uddannelser herhjemme endnu til kort. Og hverken tusindvis af kroner eller Brexit-uroligheder har fået pigerne til at genoverveje deres valg – de har gået målrettet efter, hvor de, i deres optik, har kunne få den bedste uddannelse og forhåbentlig derefter, de bedste jobmuligheder.

”Mit valg faldt på London først og fremmest på grund af jobmulighederne, da jeg gerne vil arbejde internationalt – her er plads til store ambitioner og større mulighed for at opnå dem. Både LCF og CSM har tidligere studerende, som nu arbejder på nogle af de mest respekterede magasiner som Vogue, Dazed & Confused, The Guardian samt onlineplatforme Telegraph.co.uk og Net-A-Porter.com. Man skal selvfølgelig også have noget talent for at opnå succes, men man skal også have de rigtige værktøjer. Og LCF og CSM tiltrækker de bedste lærer fra branchen, hvilket var utrolig vigtigt for mig. Dertil kom, at jeg ville gå på en skole, hvor jeg kunne møde unge fra hele verden, der delte samme passion og kunne inspirere og udvide min horisont,” fortæller Astrid.

For Martha Liberath er uddannelsen på CSM en måde at omgive sig med og til dels stadig befinde sig i modebranchen uden at skulle uddanne sig til tøjdesigner.

”Jeg har altid forestillet mig, at jeg skulle arbejde med design, men under et ophold på Krabbesholm Højskole gik det op for mig, at jeg ikke helt kunne finde den rette ro til at føle mig helt hjemme i arbejdet. CCC-uddannelsen er, i mine øjne, meget åben, idet den både rummer det praktiske og det teoretiske, og mere beskæftiger sig med det kulturelle univers frem for det direkte arbejde med design. Jeg forestiller mig, at jeg får lov til at prøve lidt af hvert, og føle mig frem til hvad, der skal være ’mit’ område. Jeg ved, at der blandt de nyuddannede derfra er folk, der arbejder med alt fra film til kunst til mode og design, og den åbenhed tiltaler mig virkelig.”

Dyre lærepenge
Begge piger påpeger dog økonomi som en udfordring, der i den grad var med i deres overvejelser, men som alligevel ikke var så altoversskyggende, at de var villige til at gå på kompromis med deres fremtidsplaner.

”Økonomien er en stor mundfuld. Dels er London en dyr by at bo i, og oven i det kommer høje uddannelsesudgifter. Jeg besluttede tidligt at min økonomiske situation ikke måtte være det, der stoppede mig. Uddannelse er noget jeg gerne vil investere i, og mig bekendt er det ikke muligt at tage en tilsvarende uddannelse herhjemme,” siger Martha.

”Det eneste, som jeg så som en forhindring, var finansieringen af de tre år. Det koster £9,000 pr. år, hvilket er en pæn sjat penge, hvis man ikke lige har dem,” konstaterer Astrid Hiort og uddyber:

”For at være ærlig var der ikke et eneste tidspunkt, hvor jeg overvejede at tage uddannelsen herhjemme. Hvis jeg skulle, ville det have været Danmarks Medie- og Journalisthøjskole for at få en journalistik baggrund. Selv om Danmark har meget at byde på inden for mode, så ville jeg stadig tage uddannelsen i udlandet, da min ambition er at arbejde internationalt, og det tror jeg, at LCF giver mig bedst mulighed for.”

Eftersom optagelsesprocessen allerede var gået i gang inden briterne stemte nej tak til EU, kommer Brexit ikke til at berøre de nye studerende fra Europa, der rejser til England for at læse i år.

”Jeg mærkede ikke noget til det i min ansøgningsproces, men på selve Brexit-dagen følte jeg, at min fremtid lige pludselig så meget usikker ud, da jeg ikke vidste, hvad det ville betyde for kommende studerende, og om finansieringsmulighederne stadig ville være aktuelle. UAL (Red. som LCF og CSM begge hører ind under) skyndte sig på selve dagen at sende en mail ud, hvori der stod, at de EU-studerende, der var kommet ind med start 2016/17 stadig vil blive behandlet som EU-borgere alle tre år og have mulighed for samme lån som UK-borgere,” fortæller Astrid Hiort.

LÆS OGSÅ: “Én dansk designskole blandt verdens bedste”