Moss Copenhagen i DR1’s Kontant om arbejdsforhold
Kombinationen af stor popularitet hos forbrugerne og et meget højt antal klager over kritisable arbejdsforhold lander nu det stærkt ekspanderende mærke en plads i DR’s forbrugervagthunds søgelys i den bedste tv-sendetid.”Hos Moss Copenhagen finder du prisvenligt, simpelt og lækker high-street tøj, der efterhånden har tryllebundet de fleste københavnske piger.” Sådan skriver AOK.dk, der i år har nomineret Moss Copenhagen i kategorien ’Byens Bedste Kvindemode’.
Det er dog ikke alle, der er lige tryllebundne af den populære tøjkæde. En række tidligere ansatte i Moss Copenhagens butikker står nu frem i DR1’s forbrugermagasin Kontant og fortæller om så dårlige arbejdsforhold, at flere er gået ned med flaget. I 16 tilfælde har tidligere ansatte trukket Moss Copenhagen i retten på grund af tvister omkring deres ansættelse.
LÆS OGSÅ: “Maria Black og Moss Copenhagen indgår forlig i kopisag”
Det er da heller ikke hver dag, at forbrugermagasinet Kontant på DR1 sætter fokus på en modekæde. Når det alligevel sker med Moss Copenhagen, skyldes det, at tøjkæden er uhyre populær og et af de steder, som mange forbrugere køber tøj i – og så, at der er ualmindeligt mange kritiske røster om kædens arbejdsforhold. Det fortæller Lisbeth Kølster, der er redaktør på Kontant, til Fashion Forum.
Fashion Forum har været i kontakt med administrerende direktør i Moss Copenhagen Jens Geppel for at høre virksomhedens kommentar til indholdet i Kontant. Han vil dog gerne vente med at udtale sig, til han har set udsendelsen torsdag aften.
Butiksansatte står frem
Kontant har modtaget skriftlige beretninger fra 35 tidligere ansatte, som fortæller om ansættelsesforhold, der i nogle tilfælde har ført til, at meget unge butiksansatte er gået ned med flaget.
”Det er relevant for forbrugerne at vide, hvad det er for nogle forhold, de unge butiksansatte arbejder under. Vi taler ikke om forhold for asiatiske syersker – vi taler om arbejdsforholdene for danske unge i en kendt tøjkæde. Det, synes vi, er rimeligt og væsentligt at sætte fokus på,” siger Lisbeth Kølster.
LÆS OGSÅ: “Årets bedste modebutik er Moss Copenhagen”
I udsendelsen, som løber hen over skærmen i morgen den 11. juni klokken 21 på Danmarks Radios hovedkanal DR1, beskriver Kontant-redaktionen, at Moss Copenhagen i flere tilfælde har tilbudt utrygge og kaotiske arbejdsforhold.
”Da jeg var sygemeldt, fik jeg at vide, at de havde en detektiv på mig, der kunne bevise, at jeg ikke var syg,” fortæller en tidligere ansat i udsendelsen.
En anden fortæller, hvordan hun blev smidt ud, da hun knækkede sammen psykisk.
”Jeg blev nødt til at sygemelde mig på grund af stress. Kvart i 12 om aftenen blev jeg opsagt per mail,” fortæller den unge kvinde, som var sygemeldt i fem måneder efter opsigelsen i Moss Copenhagen.
Virksomhedskultur er i forbrugernes interesse
Netop de butiksansattes unge alder er ifølge DR Kontants redaktør med til at understrege relevansen i at se på arbejdsforholdene i Moss Copenhagen, som siden sin etablering i 2006 er voksen eksplosivt.
”De unge er uerfarne på arbejdsmarkedet og vil gerne være med i en smart modeverden. Men fordi de er unge og uerfarne, er de nemmere at behandle dårligt, og det er i forbrugernes interesse at vide,” siger Lisbeth Kølster.
HK Handel: ”Tæt på udnyttelse”
Beskrivelserne i Kontant på DR1’s udsendelse bekræftes af både fagforeningerne Krifa og HK Handel, som har ført flertallet af de 16 sager, der har været rejst mod Moss Copenhagen af tidligere ansatte.
”Når du har nogle arbejdsvilkår her, hvor du får en løn, der er tæt på minimallønnen, du får ikke overtidsbetaling, du får ikke tillæg for at arbejde i weekenden og på helligdage og du får ikke nogen pension eller noget som helst, så er vi tæt på udnyttelse. Og det er jo ikke rimeligt. Det er ikke prisen værd – heller ikke for at være i modebranchen,” siger faglig chef i HK Handel Kim Jensen i udsendelsen.
Moss Copenhagen blev etableret i 2006 og har i dag over 100 ansatte, 11 butikker plus pop-up lagersalg og websalg. Ifølge seneste regnskab har virksomheden et overskud på 27 millioner kroner.
Du kan læse mere om Moss Copenhagens ‘Byens Bedste’-nominering ved at trykke her.
Du kan se DRs foromtale af Kontants udsendelse ved at trykke her og her.
Du kan se udsendelsen på dr.dk ved at trykke her.