Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
REGNSKAB

Crowdfunding kickstartede designprojekt

Ung designer bag mærket Takaokami har succes med at søge lånemuligheder udenom bankerne, der smækkede kassen i.
Ung designer bag mærket Takaokami har succes med at søge lånemuligheder udenom bankerne, der smækkede kassen i.

Et afslag på lån i banken slog ikke designeren Emma Jorn ud. Hun ville have sin kollektion af moderigtigt regntøj i produktion. Derfor søgte hun alternative finansieringsmuligheder og fandt løsningen på crowdfundingplatformen Kickstarter.

”Jeg havde brugt lang tid på at færdiggøre mine designs og finde en fabrik. Jeg regnede med, at jeg kunne lave forudbestillinger, så jeg ikke endte op med en masse tøj, ingen ville købe. Men på fabrikken skulle jeg bestille virkelig store mængder. Så jeg søgte om et lån i forskellige banker, så jeg kunne finansiere produktionen, men fik afslag. I stedet lavede jeg så en Kickstarter-kampagne,” fortæller Emma Jorn til Fashion Forum.

Sikker på at få kunder

Der findes forskellige former for crowdfundingkoncepter. Emma Jorn benytter sig af reward-crowdfunding, hvor de, der donerer penge, modtager en belønning. I Emma Jorns tilfælde får donorerne en regnjakke fra hendes kommende kollektion. Det fungerer altså som en form for forudbestilling af produkterne.

”Donorerne får mine produkter billigere, end hvis de købte dem i en butik, fordi der er ventetid, da produktionen endnu ikke er begyndt. Men det fungerer rigtig godt, fordi jeg allerede nu har etableret en kundebase,” fortæller hun til Fashion Forum.

Kræver opmærksomhed

Der er knap to dage tilbage af designerens Kickstarter-kampagne, og indtil videre mangler kun cirka 1600 kroner til målet om 188.500 kroner er nået. Bidragene tikker endnu ind fra hele verden. Men det har været hårdt arbejde at generere opmærksom til projektet.

”Der er rigtig meget arbejde forbundet med at lave kampagnen. Det vigtigste er at gøre opmærksom på den. Derfor startede jeg med at søge en PR-praktikant, der har hjulpet mig med at sende pressemeddelelser og opdatere de sociale medier,” fortæller Emma Jorn.

LÆS OGSÅ: ”Stadig flere benytter sig af crowdfunding”

Derudover skal man gennemtænke det beløb, man søger, fortæller den unge designer. Det skal både være ambitiøst og realistisk. Desuden er hendes erfaring, at det ofte er lettere at søge funding til et enkelt produkt, hvorfor det er en udfordring at sælge en hel tøjkollektion.

Ikke desto mindre regner Emma Jorn med, at hendes kollektion kommer i produktion, når kampagnen er færdig. Kollektionen består af moderigtigt regntøj under navnet Takaokami – opkaldt efter den japanske regngud.