Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland, Økonomi

Ny gazelle-virksomhed: Aiayu i kraftig vækst

Det danske mærke med den bæredygtige profil har haft en vækst på 250 procent over de seneste fire år. En stor del af udviklingen skyldes et styrket fokus på brandets home-kollektion.
Det danske mærke med den bæredygtige profil har haft en vækst på 250 procent over de seneste fire år. En stor del af udviklingen skyldes et styrket fokus på brandets home-kollektion.

Aiayu kan for første gang kalde sig Gazelle-virksomhed med en vækst på hele 249,7 procent i bruttofortjenesten over de seneste fire år. I 2013 landede bruttofortjenesten på 2,75 millioner kroner.

”Det er et stort skulderklap. Der er mange virksomheder, der evner at omsætte og vækste, men hvor bundlinjen ikke følger med. Vi er er stolte af at kunne forene et stærkt bæredygtigt koncept med fokus på design og høj kvalitet og samtidig formå at skabe et godt økonomisk overskud,” siger Aiayus administrerende direktør Maria Møgelberg Glæsel til FashionForum.

For at blive kåret til Gazelle-virksomhed skal virksomheden i løbet af de seneste fire regnskabsår have haft kontinuerlig vækst i omsætning eller bruttoresultat, og samlet set mere end fordoblet omsætningen eller bruttoresultatet i perioden.

LÆS OGSÅ: ”Aiayu, David og Barbara i Dubai med Vogue”

Aiayu fører både en tøjlinje til kvinder og en home-linje. Væksten i virksomheden er ikke kommet tilfældigt, men i kraft af et mere intensivt fokus på netop home-kollektionen.

”Tøjlinjen har en stabil vækst, men det er vores home-kollektion, der er den primære årsag til den kraftige vækst. De seneste to år har vi fokuseret på at udvikle vores home-linje med nye produkter og blandt andet introduceret sengetøj i økologisk bomuld, og det har øget omsætningen markant,” siger Maria Møgelberg Glæsel.

LÆS OGSÅ: “Her er modebranchens Gazeller 2014”

For Aiayu har udvidelsen af home-linjen betydet, at virksomhedens brand i dag står mere klart, mener direktøren.

”Vi har gjort en stor indsats for at få udviklet nye produkter til vores home-linje, og nu har kollektionen en størrelse, som gør, at Aiayu som univers og som brand er blevet meget tydeligere,” siger Maria Møgelberg Glæsel.

Vogue, Elle og profilbutikker i New York

En del af fremgangen for Aiayu skyldes, at home-kollektionen har vundet opmærksomhed fra en række udenlandske profilmedier og -butikker, som har sat skub i salget.

”Det udenlandske marked har i høj grad også fået øjnene op for os. Aiayu vises i medier som Vogue Living Australia og Elle Decoration UK og sælges i high-end profilbutikker som Holt Renfrew Canada, Bon Marche Paris, ABC Home NYC og Tomorrowland Tokyo. Til februar kommer vores home-produkter også på hylderne i Barneys i New York. Sådan nogle profilbutikker er med til at positionere og synliggøre brandet, og de spiller en central rolle i ekspanderingen af Aiayu internationalt,” siger Maria Møgelberg Glæsel.

Hun fortæller, at hvor Danmark var Aiayus største marked for to år siden, så tegner salget udenfor Danmarks grænser sig i dag for over 60 procent.

LÆS OGSÅ: ”DANSK Fashion Award 2012 – her er vinderne”

Aiayus home-kollektion ligger i high end-segmentet med puder til mellem 800-1.200 kroner og plaider, der bliver solgt i prislejet 2.400-4.500 kroner. Men ifølge direktøren er virksomhedens fokus på bæredygtighed ikke den primære årsag til det høje prisniveau.

”Det er naturligvis dyrere at producere bæredygtigt, men det er frem for alt kvaliteten, der afgør prisen. Vi står for bæredygtighed, men det er sekundært i den forstand, at vi profilerer os på høj kvalitet og godt design. Bæredygtigheden er en del af vores fortælling og en selvfølgelighed for os, men der er ingen, der alene køber produkter på grund af bæredygtigheden,” siger Maria Møgelberg Glæsel.

Aiayu blev grundlagt i 2005, og har syv fuldtidsansatte på hovedkontoret i København. Tøjet og home-kollektionen bliver i dag solgt fra over 160 salgssteder og fra virksomhedens egen webshop. Brandet har to gange (i 2009 og 2012) modtaget en DANSK Fashion Award i kategorien ’Ethical Brand of the Year’.