Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Nyt messeformat
Alle nyheder, Indland

Julestemning, piercingtrends og bryllupsklokker

Smykkedesignerne byder i denne uge på masser af nyheder, Illum afslører snart dette års julevinduer og NA-KD kommer til København.
Smykkedesignerne byder i denne uge på masser af nyheder, Illum afslører snart dette års julevinduer og NA-KD kommer til København.

I denne uge har vi – som også resten af verden – haft øjnene stift rettet mod USA og det amerikanske midtvejsvalg, for vi ved jo, at amerikanske bevægelser skaber dønninger i resten af verdenen – herunder modens.

Og apropos amerikanske strømninger, som påvirker os her i Danmark, kommer vi heller ikke udenom Black Friday, der er lige om hjørnet. I år rammer udsalgsfeberen fredag den 23. november, og allerede nu ser det ud til, at danskernes shoppetrang slår ny rekord. Og her spåes mode endnu en gang til at blive en af topsællerterne. Ifølge PriceRunner, der er Danmarks største prissammenligningstjeneste, er tøj og sko på top fem over de mest populære varer at putte i indkøbskurven på den sorte fredag.

Læs videre og bliv opdateret på ugens øvrige nyheder, som især tæller nyt på smykkefronten.

Here comes the bride

Selv om hun ikke gør meget væsen af sig offentligt, er der altid fuld fart på hos smykkedesigneren Julie Sandlau, som i år har slået dørene op for seks nye butikker. Nu udvides sortimentet med en bryllupskollektion, som kommer til at bestå af forlovelsesringe, ørestikkere og vielsesringe til både mænd og kvinder. Alle smykkerne fremstilles på Julie Sandlaus egen fabrik.

Bryllupskollektionen bliver sat til salg i Julie Sandlaus 14 butikker til december.

Julie Sandlaus Wedding kollektion.

Den søde juletid

Juletiden sniger sig så småt ind på os, og rundt omkring er butikkerne efterhånden begyndt at hænge julelys og -dekorationer op. I morgen, lørdag den 10. november, løfter Illum traditionen tro sløret for deres ekstravagante julevinduer. Denne gang dekoreres de fem vinduer med udgangspunkt i fem internationale luksusbrands, nemlig Gucci, Chloé, Marc Jacobs, Bottega Veneta og en af Illums seneste tilføjelser til sortimentet, nemlig Tiffany & Co. Dermed fastslår Illum sig endnu en gang som en del af den tunge liga, når det kommer til stormagasiner med prominente samarbejdspartnere. Vinduerne bliver afsløret med pomp og pragt, når Illums Beautyparade bevæger sig fra Rådhuspladsen og hen til Illum langs Strøget med heste, ballerinaer og pigegarde.

Paraden starter på Rådhuspladsen imorgen, lørdag, klokken 11.30 og vinduerne afsløres foran Illum klokken 12.

Maria Black rykker til England

Maria Black har indgået et samarbejde med det britiske stormagasin Selfridges. Dermed slår brandet for tredje gang dørene op udenfor Danmark, og da England er Maria Blacks næststørste marked, er det uden tvivl et fornuftigt sted at placere sig lige i tide til årets julehandel. Samarbejdet kommer til udtryk i form af fem nye øreringe, som er designet til eksklusivt at blive solgt i Selfridges. Udover de nye øreringe vil Maria Black også åbne en pop-up i Selfridges den 12. november. Her vil mærkets populære piercingkoncept desuden udfolde sig, så kunder kan komme forbi og få et nyt hul piercet under kyndig vejledning og styling.

Jane Kønig støtter Røde Kors

Hvert år udpeger Røde Kors ti entreprenante og kendte personer til at være ambassadører for Røde Kors’ Klub 10. Her får de hver især et år til at starte projekter, der kan samle penge ind til Røde Kors, så de kan hjælpe mennesker, der har brug for det. I år er smykkedesigneren Jane Kønig med i Klub 10, og i den forbindelse har hun lavet en lille serie af hjerteformede øreringe, hvor der for hvert solgt par doneres 125 kroner til Røde Kors i et helt år.

Øreringene kan købes online og i alle Jane Kønigs butikker. 

NA-KD kommer til Danmark

Det svenske modebrand NA-KD kommer for første gang til Danmark. Det gør de i form af en pop-up i Magasin på Kgs. Nytorv, hvor NA-KD efterfølgende vil blive en del af stormagasinets faste sortiment. Samtidig lanceres deres nye kollektion, som er lavet i samarbejde med den danske influencer og Youtuber Astrid Olsen. Det hele afsløres ved et event lørdag klokken 14-16, som finder sted på anden sal i Magasin, hvor Astrid Olsen selv kommer forbi og præsenterer samarbejdet.