Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Navne

Tidligere designer hos Blanche og Saks Potts skal føre Custommade ud på nyt kreativt spor

Custommade tager hul på et nyt internationalt kapitel med ansættelsen af en brancheerfaren designer og ny investor og partner.
Custommade tager hul på et nyt internationalt kapitel med ansættelsen af en brancheerfaren designer og ny investor og partner.

Mette Fredin har med et CV, der tæller stillinger som chefdesigner hos DAY Birger et Mikkelsen, kreativ direktør hos både Blanche og Carcel samt senior designer hos Saks Potts, efterhånden bred erfaring i branchen.

Men nu udvides CV’et yderligere, denne gang med Custommade, der har udpeget hende som ny Head of Design. Det skriver brandet i en pressemeddelelse.

Ifølge brandet selv, markerer det starten på en “ny fase” for mærket, som bevæger sig i en mere “kontemporær retning,” hvor et mere “legesygt og sexet” univers vil forme brandets kollektioner fremadrettet – og pege dem i retningen mod nye internationale markeder.

“Moden udvikler sig – og det samme gør vi. Custommade har allerede et veletableret DNA, og vi oplever lige nu stor interesse og vækst. Det er et rigtig godt tidspunkt at udvide vores brand og styrke vores brandidentitet,” lyder det i pressemeddelelsen fra det 20-årige brands stifter og CEO, Christian Dam, der også selv spiller en kreativ rolle i virksomheden med udviklingen af brandets populære sko-linje.

Ser man på Custommades årsregnskab for 2022, der blev fremlagt i sidste måned, er da der også god fremgang at spore. Bruttoresultatet er steget fra knap 6,4 millioner kroner til 10,8 millioner, og bundlinjen er vendt fra et underskud på 1,4 millioner kroner til et overskud på 802.407 kroner.

Byder velkommen til ny investor og partner

Det er dog ikke kun den kreative bane, der har skiftet kurs for Custommade. I takt med at brandets internationale ambitioner vokser, har de også fået en ny investor og partner ombord. Det sker i form af Ole Damm, der især er kendt som manden bag det daværende SOS Sportswear, som han overtog i 2012 og siden har solgt fra igen.

“Vi tilslutter os Custommade med blandt andet en række logistiske kompetencer, men også viden om, hvordan man gør sit brand stabilt på langt sigt. Det handler om at skabe tid og rum til, at Christian og hans team kan fokusere på de kreative processer i virksomheden. Custommades potentiale er super interessant for os. Den succes, vi har set med skokollektionerne, er ret bemærkelsesværdig for vores branche,” supplerer den nye partner, hvortil Christian Dam afslutter:

“Med ansættelsen af Mette Fredin og Ole Damm som ny partner fokuserer vi på vores internationale vækst. Samtidig ser vi mod en fornyelse af Custommade-brandet. Vi åbner nogle nye døre og udforsker nye muligheder. Det er en inspirerende og spændende proces, og jeg ser frem til at præsentere den nye kollektion i januar 2024, inden den kommer i butikkerne og online i juli.”

Mette Fredin starter i sin rolle den 1. september 2023.