Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

Direktør: Freja-kampagne tro mod Georg Jensens værdier

Den seneste Georg Jensen-kampagne har ført voldsomme læserreaktioner med sig.
Den seneste Georg Jensen-kampagne har ført voldsomme læserreaktioner med sig.

Den seneste kampagne fra danske Georg Jensen med en afklædt Freja Beha (dansk model, red.) foran kameraet har ført voldsomme læserreaktioner med sig. På Business.dk går debatten stadig livligt, om hvorvidt Georg Jensen er blevet for fræk:

”Det er til at få kvalme af al den nøgenhed. Er det ikke smykkerne, GJ vil sælge? Og smykker gør sig bedst sammen med en nydelig påklædt kvinde…” skriver en læser, der kalder sig A. Hansen.

Men reaktionerne, der spænder lige fra ros for koncernens mod til anklager om pædofili, tager adm. direktør i Georg Jensen, Ulrik Garde Due med ophøjet ro:

”Jeg er glad for, at folk har en holdning til kampagnen. Om den er positiv eller mindre positiv, det er faktisk ok begge dele, for det viser, at vores brand står folk nært,” siger direktøren til FashionForum.dk.

Han respekterer alle de fremsatte udsagn og er selv rigtig glad for kampagnen:

”At nogen føler sig stødt, kan jeg godt forstå. Men det, vi har gjort med Freja-kampagnen, er helt tro mod Georg Jensens værdier. Det er æstetisk skønhed og god kvalitet,”  siger han og tilføjer:

”Vi skal selvfølgelig ikke støde nogle eksisterende loyale kunder, men en reklamekampagne skal få emotionerne i gang hos folk, og det, som er interessant, er, at det her er tænkt som en international kampagne, og på internationalt plan har den fået fantastisk respons,” siger Ulrik garde Due, der peger på, at denne forargelse måske lidt er et dansk fænomen.

Derfor er han glad for de tilbagemeldinger, der strømmer ind fra det store udland, forklarer han, inden han slutter:

”Vi skal jo ligge på niveau med konkurrerende luksusvaremærker.”

Se Georg Jensens kampagne med Freja Beha her.