Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs

Skal vi ændre branchens narrativer? FN bag ny guide til bæredygtig modekommunikation

FNs miljøprogram har i denne uge lanceret 'The Sustainable Fashion Communication Playbook' – en guide til at tilpasse al forbrugerorienteret kommunikation med Paris-aftalens klimamål.
FNs miljøprogram har i denne uge lanceret 'The Sustainable Fashion Communication Playbook' – en guide til at tilpasse al forbrugerorienteret kommunikation med Paris-aftalens klimamål.

Modebranchen er i allerhøjeste grad kommet på den politiske agenda. I Bruxelles forhandler man i øjeblikket den nye EU-strategi for bæredygtige og cirkulære tekstiler, som Europa-Kommissionen vedtog i marts sidste år, og som Det Europæiske Råd for nyligt vedtog sin holdning til

Her var der blandt andet opbakning til at indføre et digitalt produktpas, der skal oplyse om produkters miljømæssige bæredygtighed. Det skal hjælpe forbrugere og virksomheder med at træffe informerede valg og samtidig stille de offentlige myndigheder bedre i forhold til at foretage kontrol.

Nu er der kommet endnu et politisk initiativ, der skal give slutforbrugeren bedre forudsætninger for at træffe mere klimaansvarlige forbrugsvalg og mindske tekstilindustriens overproduktion – denne gang særligt målrettet kommunikationen i og om modebranchen.

FNs miljøprogram, United Nations Environment Programme (UNEP), har i dag lanceret en såkaldt playbook til specifikt slutforbruger-målrettet kommunikation. Det gælder alt fra branding og markedsføring til influencere, forbrugerorienterede nyhedsmedier, sociale medier med mere. 

Det sker i samarbejde med FNs klimakonvention (United Nations Framework Convention on Climate Change) som en “guide til at tilpasse al modekommunikation til 1,5-graders-aftalen og de bredere bæredygtighedsmål,” som UNEP selv formulerer det.

“Modesektorens ubæredygtige forbrugs- og produktionsmønstre bidrager direkte og væsentligt til den tredobbelte miljøkrise og de forbundne problemer med social uretfærdighed. Men modekommunikation kan bruge sin kulturelle rækkevidde, overtalelsesevne og uddannende rolle til at øge bevidstheden og fremme et skifte i retningen af en mere bæredygtig og retfærdig industri,” skriver UNEP på sin hjemmesiden i forbindelse med udgivelsen af den nye guide.

Helt konkret indeholder ‘The Sustainable Fashion Playbook’ otte principper: 

  • Forpligt dig til evidensbaserede og transparente kommunikationsindsatser
  • Sørg for, at information deles på en klar og tilgængelig måde
  • Undgå al kommunikation, der opfordrer til overforbrug
  • Støt positive ændringer og demonstrér tilgængelige cirkulære løsninger for at hjælpe enkeltpersoner med at leve en mere bæredygtig livsstil
  • Fremhæv nye rollemodeller og udtryk for håb eller succes
  • Fokuser på inkluderende markedsføring og fortællinger, der hylder de positive miljømæssige, kulturelle og sociale modeværdier
  • Motivér og mobilisér offentligheden til at tale for en bredere forandring
  • Støt dialog med ledere og beslutningstagere for at fremme en mere bæredygtig industri

Du kan finde den fulde guide her.