Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
aw24 Wood Wood
Alle nyheder

“Vi kommer til at putte Wood Wood i toppen af vores portefølje" DK Company-ejer om Wood Wood-opkøb

DK Company vil satse på Wood Wood i den lange bane med god tid og stabil kapital, lyder det fra DK Companys Jens Obel.
DK Company vil satse på Wood Wood i den lange bane med god tid og stabil kapital, lyder det fra DK Companys Jens Obel.

“Når vi opkøber brands, er det ikke for at lave dem om. Vi investerer i brands, fordi vi kan lide det, der er, og ser en mulighed for at forfine det og tilføje det en ny vision.” Sådan lyder Jens Obel, en af de tre ejere af DK Company, der sammen står bag opkøbet af konkursramte Wood Wood, der blev offentliggjort tirsdag. 

Det er et brand og en medarbejderstab, der har været igennem nogle turbulente år – og det kan man ifølge CEO’en godt mærke på de medarbejdere, de igennem de sidste dage har haft forbi Kanonbådsvej i København, hvor brandet fremover kommer til at have hovedkvarter. Her kommer de til at ligge sammen med brands som Gestuz og InWear, der begge er eksempler på brands, som DK Company tidligere har opkøbt. Gestuz fra grundlægger og kreativ direktør Sanne Sehested selv i 2012 og InWear sammen med Matinique, Part Two og Soaked in Luxury fra IC Group i 2014. 

“Vi har meget stabile rammer omkring vores mange brands, vi har et kæmpe eksportnetværk og flere end 16.000 internationale kunder. Vi tror på, at vi kan give Wood Wood noget struktur og økonomisk stabilitet, som samtidig kan give noget tryghed til de medarbejdere, der kommer over,” lyder det fra Jens Obel, der afslører, at de udover de allerede annoncerede fem medarbejdere i disse dage taler de med flere Wood Wood-ansatte indenfor produkt, web og salg om et videre samarbejde. Folk, der foruden deres passion for brandet, kan være med til at bringe historik og viden med ind i brandets nye set-up. 

Én af de nøglefigurer, der skal være med til at bringe ånden, historien og måden at tilgå samarbejder på, er Brian S. Jensen, en af Wood Woods tre grundlæggere. Han solgte sine ejerandele tilbage i 2022, men har fortsat haft en fast rolle i Wood Wood blandt andet med etablering og idé-generering af de samarbejder, der fra start har været en central del af Wood Woods identitet. I den nye virksomhedsstruktur får han rollen som kreativ direktør – i en ifølge Jens Obel “fri rolle” – mens Brand Director Morten Dybdahl kommer til at stå for den daglige ledelse. Nana Aganovic og Brooke Taylor, der indtil konkursen sammen var ansat som kreative direktører, bliver ikke en del af firmaet fremover. 

“Vi kommer til at putte Wood Wood i toppen af vores portefølje. Vi har købt det af og med respekt for det brand, der er blevet til hen over mere end 20 år. Vi har god tid og kapital til at satse på den lange strategi,” siger Jens Obel – og til spørgsmålet om, hvorvidt Wood Wood også fremover vil være et showbrand, siger han

“Også her har vi god tid. Når vi har kollektionen på plads, vil vi se på det, og det er absolut ikke noget, jeg vil afvise.”