Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Designer Maikel Tawadros står bag det nye brand ARV Cph.
Alle nyheder, Indland

Maikel Tawadros på banen igen, en modeudstilling og nyt plus-size brand

De internationale modeuger dominerer kalenderen, men også nyheder om nye brands fra Ball Group, Maikel Tawadros og Rihanna, samt en dansk modeudstilling har set dagens lys i ugens løb.
De internationale modeuger dominerer kalenderen, men også nyheder om nye brands fra Ball Group, Maikel Tawadros og Rihanna, samt en dansk modeudstilling har set dagens lys i ugens løb.

Også denne uge har stået i de internationale modeugers tegn med netop overståede Milano og Berlin og igangværende Paris Fashion Week Men’s. Flere danske brands er taget til den franske hovedstad – herunder Han Kjøbenhavn, der i tirsdags lod sine modeller gå ned af catwalken i Paris for første gang med showet ‘Fairytale Denmark’. Et show, der stadfæstede brandet som et ægte københavnermærke med internationale ambitioner. Læs mere om showet og se billederne her.

Onsdag aften, måtte Englands premierminister, Theresa May, se sig slået tilbage med en nedstemt exit-strategi, der med 202 stemmer for og 432 imod blev forkastet af de britiske parlamentarikere. Og hvor stiller det så briterne? Og resten af Europas borgere, for den sags skyld? For selvom fremtiden fortsat er usikker, kommer vi – modebranchen inkluderet – med sikkerhed ikke udenom de store forandringer, som Storbritanniens farvel til EU fører med sig – aftale eller ej.

Herunder kan du læse nogle af ugens øvrige – og mere opløftende – korte nyheder.

Designarven

Maikel Tawadros har netop løftet sløret for sit nye brand. Et brand, der med navnet ’Arv’ trækker referencer til designerens eget repertoire, som han blandt andet har opbygget gennem sin femårige lange karriere som ejer af mærket i eget navn, inden han lukkede det i 2017. Med Arv ser det dog ud til at Maikel Tawadros er tilbage på modescenen for alvor med en fuld kollektion bestående af både T-shirts, strik, skjorter og accessories samt tilhørende webshop. Og, ej at forglemme, et – efterhånden obligatorisk – designsamarbejde med Saga Furs.

Maikel Tawadros’ nye brand har fået navnet ‘Arv’

Ball Group udvider porteføljen

Den danske modekoncern Ball Group, der især er kendt for mærket Zizzi, har i denne uge annonceret, at de har udvidet brandporteføljen. Ball Group står nemlig bag et nyt plus size-brand ved navn Zay. Et brand, der ifølge Head of Product & Buying Mette Würtz Nielsen, skal gøre op med det ellers ofte mere minimalistiske og stilrene look, der hersker på plus size-markedet.

“Kvinderne i dag søger inspiration til både hverdag og fest, og vi oplever, at mange efterspørger varer med flere detaljer som for eksempel broderi og blonder. Den nye kollektion fra Zay er opbygget ud fra outfits og stylingmuligheder, som henvender sig til de stilsikre, modebevidste plus size-kvinder,” siger hun i en pressemeddelelse.

Zay lanceres officielt og kan købes fra i næste uge.

Ball Group har udvidet brandporteføljen med plus size-mærket Zay

Mode møder kunst

Nu er der ikke lang tid til, at vi får svaret på, hvem der løber med førstepræmien i denne sæson af Designers’ Nest. Men indtil da kan vi se nye designs fra sidste års vinder, det danske talent Marie Sloth Rousing fra KADK. Dette sker med udstillingen ved navn ’Transformable Wardrobe’, der er blevet til i samarbejde med doktor og kreativ direktør i Designer’s Nest, Ane Lynge-Jorlén. Udstillingen, der finder sted hos Black på Gl. Kongevej på Frederiksberg, er den første i en række under navnet ’Fashion Space X Black’ – alle sammen kurateret af Ane Lynge-Jorlén og støttet af Statens Kunstfond.

Udstillingen løber fra den 22. januar til den 5. februar 2019.

Marie Sloth Rousing vandt Designers’ Nest i august 2018

Flere nye tiltag på brandfronten

Sangerinden Rihanna har eftersigende skrevet kontrakt med luksuskoncernen LVMH om at stifte et nyt luksusbrand i hendes navn. Det ville da heller ikke være første gang at den anerkendte musiker viser interesse for mode, efter hun både har ageret kreativ direktør for Puma under navnet Fenty x Puma og slået sine kreative folder som undertøjsdesigner for mærket Savage x Fenty. Dog ville det være første gang, at hun lagde navn til et helt brand – et brand, der i så fald ville dele ejer med store navne som Dior, Louis Vuitton, Celine, Marc Jacobs, Fendi og Givenchy.